Den dovne madgris Den komfortable madgris Madgrisen i køkkenet

Stegte græskarkerner med varme krydderier

Madgrisen elsker Nose2tail-eating. Her tænker jeg ikke kun på den udmærkede madbodega i Kødbyen (måske Københavns bedste date-restaurant), men også på ideen om, at råvarer skal udnyttes optimalt. Det forpligter at slagte et dyr for at spise det. Hvis vi smider halvdelen af et slagtet svin væk, fordi vi kun er interesserede i bacon og koteletter, gør vi os ikke kun skyldige i uansvarlig adfærd i forhold til bæredygtighed og dyrevelfærd – vi snyder også os selv for at nyde nogle af dyrets herligste og mest smagfulde udskæringer.

Men ideen om Nose2tail-eating er ikke blot en sag for kødspisere. Den vegetariske variant (Leaf2root-eating, om man vil) er mindst lige så vigtig at tage stilling til – for bæredygtighedens skyld, ja, men også for smagens skyld. Når Madgrisen laver mad foregår der meget få ting, som ikke foregår for smagens skyld.

Da jeg forleden lavede stegt græskar med timian og pecorino, fik jeg en god håndfuld græskarkerner til overs. Friske græskarkerner ser anderledes ud end dem, man køber i en plasticpose i supermarkedet. De er blege og dækket af græskarkød. Men de smager skønt, og det er hul i hovedet at smide dem ud – for dagen efter at gå ud og købe plastpakkede græskarkerner, fordi man skal bage kernerugbrød.

Jeg stegte kernerne af på en pande og vendte dem med varme, mellemøstlige krydderier. Ja, vi er tilbage i snack-land. I don’t think we really ever left… GRÆSKARKERNERStegte græskarkerner med varme krydderier

En god håndfuld friske græskarkerner (eller posekøbte, hvis du ikke har et græskar ved hånden)
Olivenolie
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. cayennepeber
1 tsk. knust sort peber
1 tsk. korianderfrø
2 tsk. havsalt

Rist spidskommen og korianderfrø af på en tør pande, til de dufter. Stød de ristede krydderfrø i en morter og vend dem med resten af krydderierne. Rist græskarkernerne på en tør pande ved middel varme, til de har fået farve og “popper”. Hold øje med dem under ristningen – de kan meget hurtigt blive for mørke. Giv græskarkernerne en dråbe olivenolie eller to. Vend grundigt rundt, så alle kernerne bliver dækket af olie. Drys krydderier over og lad dem stege lidt med. Smag til; det kan være, der skal mere salt eller spice til. Spis til øl, cocktails eller bare fordi du har lyst.

Hvordan udnytter du bedst hele dyret – eller grøntsagen?

/Madgrisen

2 Comments

    1. Uhm, bagt hokkaido er også godt. Du må sige til, hvis du finder på andre anbefalelsesværdige krydderblandinger :-)

      /Madgrisen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *