Madgrisen har mange yndlingsord (nogle af dem er lidt for naughty til at blive nævnt her). Ét af dem er creme. Creme er et ord, der lyder som det føles og smager og dufter. Og creme er en del af navnet på en af de enkleste og smukkeste retter, jeg kender. Kantareller en creme. Navnet bærer på et løfte, som retten til fulde indfrier. Navnet er, ligesom retten, blød og venlig og en lille smule gammeldags. Og Madgrisen elsker både navnet og retten.

Jeg synes ikke, man skal fifle rundt med denne slags klassiske anretninger. Javel, det er sjovt at putte lakrids i sine gryderetter eller bacon på sin isanretning. Men nogle retter er fuldkomne i sig selv, og dem skal man lade være. Kantareller en creme er én af den slags retter. Køb de bedste kantareller, du kan komme i nærheden af. Og servér den lille himmerigsmundfuld som frokostret med en lille salat eller som forret på et fransk eventyr af de allerbedste. Og lyt til ordet, mens du smager på den bløde sauce med den fine svampesmag. Retten lyder nemlig ligeså godt, som den smager. Kantareller en creme

Ca. 150 g friske kantareller
1-2 stykker godt, solidt hvedebrød
1 fed hvidløg
1-2 dl piskefløde (endnu et yndlingsord)
Smør (det absolutte yndlingsord)
Lidt frisk timian
Et skud citronsaft
Salt og peber

Børst svampene fri for jord med en lille børste (vask aldrig kantareller, de suger væske til sig ad helvede til og bliver soggy og kedelige af det). Del evt. de større svampe i et par stykker. Snit hvidløget i ganske tynde skiver. Steg svampene af i lidt smør på en varm pande, til de krymper lidt sammen og dufter af skovbund. Tilsæt hvidløgsskiver og lad dem karamelisere let. Hæld fløde på og lad herligheden koge ind, til svampesaucen er tyk og smuk og glider dovent af en ske. Smag til med salt, peber og citronsaft til allersidst.

Rist brødskiverne på en grillpande eller brødrister. Anret de cremede kantareller over brødet og drys lidt frisk timian over. Svampetoasten skal serveres straks og nydes bedst med et glas hvidvin og det bedste selskab, du kan opdrive. Madgrisen har svært ved at tro, at det bliver meget bedre end dét.

Hvad er dit yndlings(mad)ord?

Madgrisen

Kommentaren på Pers blog er resultatet af en frokostdebat om ord, madmarketing og branding af økologi som værende en luksusvare af nærmest dekadent karakter. Sådan har Madgrisen det ikke med økologi. Hvis økologi er dekadent, vedkender jeg mig gerne dekadencen. Det er jo ikke fordi, jeg ikke bruger penge på mad i forvejen. Og når det nu er tilfældet, vil jeg i det mindste gerne vide, at jeg bruger pengene på kvaliteten af råvarerne og ikke på alverdens tilsætningsstoffer – de må vel alligevel også koste nogle gryn, når alt kommer til alt. Jeg er ikke økologi-fanatiker (det mener jeg i øvrigt ikke man skal være i nogen henseender), men jeg synes det hører med til ideen om generel madbevidsthed. Du kan være nok så omhyggelig i et køkken, men hvis du ikke lægger ud med råvarer af ordentlig kvalitet, kommer du ikke langt for dine anstrengelser. For Madgrisen indebærer begrebet “god råvarekvalitet” altså også, at råvarerne er økologisk producerede. Jeg er ikke ude på at prædike, men simpelthen at påpege, at råvarernes kvalitet er et vigtigt aspekt af madglæden for mig. Hvordan vi kan komme tættere på en bedre forståelse af råvarer og hvor de kommer fra, er hvad mit indlæg på Per Kølsters blog handler om.

Kommentaren – og resten af Pers interessante indlæg – kan læses her.

God søndag!

/Madgrisen