For Madgrisen er pesto simpelthen en mere eller mindre flydende/chunky sauce lavet på en form for nødder, en form for krydderurter, en form for tør ost, hvidløg, citron og olivenolie. Simple as that. Og selvom dén definition måske lyder uretfærdigt begrænsende hos diverse produktudviklere rundt om i landets fødevarevirksomheder (jeg smider en halvtredser på, at vi har set en palæopesto på hylderne i supermarkederne, inden året er omme: “NU MED OLDTIDSNØDDER!”), er der stadig masser af muligheder for at variere sin pesto. Og sådan gik det til, at denne pesto med pistacienødder, mynte og bagte hvidløg blev til. 

Pistaciepesto med mynte og bagt hvidløg

2-3 fed hvidløg (afhængigt af størrelsen)
En håndfuld usaltede pistacienødder
En lille håndfuld mynteblade
Reven pecorino, til du skammer dig
Olivenolie (den bedste, du har mod på at ofre)
Citronsaft

Tænd ovnen på 180 grader. Bag hvidløgene i deres skal i 40-50 minutter, til de er bløde, møre og blide i smagen. Knus pistacienødderne (groft eller fint efter præference) i en morter (eller en minihakker. Madgrisen synes dog, at der er noget herligt og primalt over at stå og smadre nødder i en granitmorter). Kom hvidløgene ved og rør dem godt ud i nødderne. Tilsæt hakket mynte og reven pecorino (det er tilladt, nej, velset, at smage til undervejs) og spæd til med olivenolie, til pestoen samler sig. Smag til med citronsaft og evt. lidt salt (osten er ret salt, så det er ikke sikkert, at det er nødvendigt). Servér pestoen på ristet brød, til pølse og oliven eller vendt i en simpel og venlig pastaret.

Madgrisen elsker den blide smag, som hvidløg får af at blive bagt, og den går rigtig godt i spænd med den fine fedme, som pistacienødder har. Mynten kan godt blive overdøvende – erstat ca. halvdelen af den med basilikum, hvis du synes det hele begynder at smage af tandpasta.

Jeg er nysgerrig – hvad er den mærkværdigste “pesto”, du er stødt på?

/Madgrisen

Derfor er græskar også en dejlig, nostalgisk ingrediens at lave for Madgrisen. Græskarsuppe er en god, gammel traver, der er både billig og varmende i efterårsmånederne, men Madgrisen elsker det tætte, aromatiske græskarkød mest, når det får stegeskorpe og smag af lidt tid på en pande. Denne gang blev græskarternene stegt i andefedt. Det er næsten så svinsk, at jeg er flov over at skrive det – og så alligevel ikke. For det smager helt igennem fabelagtigt. Udover lidt kærlighed i form af andefedt gav jeg græskarternene frisk timian, masser af citronsaft og pecorino, så andefedtet fik lidt modspil af salt og syre. Stegt græskar med timian og pecorino

1/2 lille hokkaido- eller kabochagræskar
1-2 spsk. andefedt
1 fed hvidløg
Frisk timian
Citronsaft
Pecorino
Salt og peber

Skræl græskarret og skær det i chunky terninger. Hak hvidløget fint. Steg græskarternene i andefedt ved middel varme, til de er sprøde udenpå og møre indeni. Kom hvidløg ved de sidste minutter. Vend græskarternene med friskplukket timian og citronsaft. Smag til med salt og peber. Anret græskarternene på en tallerken og fordel mere timian og flager af pecorino over.

Madgrisen synes sagtens, at retten her kan serveres alene som en hurtig og varmende efterårsfrokost. Rettens fine aroma ville dog også klæde flere slags kød. Prøv at matche retten med en lammekotelet – eller, selvfølgelig, nogle skiver smukt, rosastegt andebryst.

Hvilken ret spiser du, når du skal i nostalgisk efterårshumør?

/Madgrisen