Dagens madgris

Working lunch med gris og kærlighed

På alt for mange arbejdspladser er frokostordningen lavt prioriteret og består af deprimerende kolde borde med industrimayo og slatne salater. Frokosten betragtes ikke som en vigtigt måltid, men noget der hurtigt skal kastes i hovedet; man skal jo trods alt også have det overstået og være tilbage ved skrivebordet i løbet af 30 minutter (don’t even get me started on that one).

Sådan er det heldigvis ikke på Madgrisens arbejde. Således trakterede vores herlige chefkok i går på spinkle nudler i en cremet kokossauce med østershatte, sølvbeder og koriander (jeg må se, om ikke jeg kan lokke en opskrift ud af ham ved lejlighed). Helten på tallerkenen (som billedernes fokus vist også afslører – hov, kom der lidt savl på linsen?) var en smukstegt, saftig svinekotelet. Det smagte af kærlighed. Når en svinekotelet kommer fra en gris, som har været glad i løbet af livet, og i øvrigt bliver behandlet ordentligt på panden, er og bliver det altså en af mine absolutte yndlingsudskæringer. Jeg spiste mig så mæt, at jeg var ude af stand til at fungere resten af arbejdsdagen. Madgrisen foreslår øjeblikkelig indførsel af post-frokost-siesta.

svinecurry

Med så himmelsk en arbejdsfrokost kan man blive helt ked af, at det er weekend… Med løg på. Madgrisen skal bruge sin lørdag på at være en tømmermændsgris og senere en cocktailgris (igen). Øf, øf, bøvs. Nyd jeres weekend!

/Madgrisen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *