Archive for Dagens madgris

Gennem marv og ben

Madgrisen er ikke kræsen. Faktisk har jeg ingen erindring om nogensinde at have smagt noget, som jeg decideret ikke kunne lide. Da jeg var lille guffede jeg lykkeligt pastrami, oliven, spinat og andre klassiske børneafskrækkere i mig. Den dag i dag skal jeg gøre mig umage for ikke at betragte kræsenhed som en alvorlig karakterfejl. Selvølgelig skal man have lov til at bryde sig mindre om noget mad end andet, men det kan irritere mig helt grænseløst, at noget mad bliver stemplet som frastødende – fordi det er utraditionelt, sjældent eller måske bare lidt gammeldags. Sådan har jeg det med marv.Osso buco

Jeg møder oftest marv, når jeg spiser osso buco – som på billederne herover til madklub hos min veninde (jeg lover at lokke en opskrift ud af hende). Nogle begår den for mig helt igennem kriminelle handling at fjerne marven fra benene inden okseskanken kommer i gryden. På den måde er man da også sikker på at miste hele den cremede, kødede (næ, se, et helt nyt ord) fylde, som marven giver den skønne ret. Det er fair nok, hvis ikke du har lyst til at spise marven for sig selv, men gør dig selv den tjeneste at grave lidt af marven ud fra benet og røre det i saucen på din tallerken. Det er instant umami og lidt af en luksus, hvis du spørger mig. Hvis du er mere eventyrlysten og ikke bange for marvens instense smag, kan jeg på det varmeste anbefale at følge sydøsteuropæisk tradition og smøre den cremede marv ud på et stykke ristet brød. Det er det syndigste, dejligste alternativ til en klassisk leverhakker, du nogensinde kommer til at smage.

Hvilken ret elsker du på trods af dens dårlige rygte?

/Madgrisen

Working lunch med gris og kærlighed

På alt for mange arbejdspladser er frokostordningen lavt prioriteret og består af deprimerende kolde borde med industrimayo og slatne salater. Frokosten betragtes ikke som en vigtigt måltid, men noget der hurtigt skal kastes i hovedet; man skal jo trods alt også have det overstået og være tilbage ved skrivebordet i løbet af 30 minutter (don’t even get me started on that one).

Sådan er det heldigvis ikke på Madgrisens arbejde. Således trakterede vores herlige chefkok i går på spinkle nudler i en cremet kokossauce med østershatte, sølvbeder og koriander (jeg må se, om ikke jeg kan lokke en opskrift ud af ham ved lejlighed). Helten på tallerkenen (som billedernes fokus vist også afslører – hov, kom der lidt savl på linsen?) var en smukstegt, saftig svinekotelet. Det smagte af kærlighed. Når en svinekotelet kommer fra en gris, som har været glad i løbet af livet, og i øvrigt bliver behandlet ordentligt på panden, er og bliver det altså en af mine absolutte yndlingsudskæringer. Jeg spiste mig så mæt, at jeg var ude af stand til at fungere resten af arbejdsdagen. Madgrisen foreslår øjeblikkelig indførsel af post-frokost-siesta.

svinecurry

Med så himmelsk en arbejdsfrokost kan man blive helt ked af, at det er weekend… Med løg på. Madgrisen skal bruge sin lørdag på at være en tømmermændsgris og senere en cocktailgris (igen). Øf, øf, bøvs. Nyd jeres weekend!

/Madgrisen

Godt nytår, madgrise + nytårsmiddag

Og velkommen. Jeg håber I er kommet godt ind i det nye år… Og at I vil følge mine mad-eskapader her på sitet. Jeg har ikke nogen opskrift til jer i dag (jeg har tømmermænd). Jeg vil til gengæld gerne vise jer, hvad jeg fik at spise i går.

nytår

Hovedretten bestod af langtidslunet kalvefilet, som havde fået syv timer ved 75 grader og var mørt så man slet ikke tror på det, grønkålssalat med avocado, pomelo og marinerede løg og kongen af alle side dishes: Pommes Mozart. Kartoffelstave, porre, bacon og fløde… Madgrisen guffede sig lykkeligt igennem en halv bradepandefuld. Desserten var en silky chokoladekage med bær, flødeskum og smørcreme.

Jeg glæder mig til at vise flere yndlingsmåltider og opskrifter i nærmeste fremtid. Indtil da må I nyde det helt nye år så godt som muligt. Jeg skal flirte med min dyne, måske se en film og prøve at befri mit hår for ca. halvandet kilo konfetti… Godt nytår!

Hvad fik du at spise til nytår?

/Madgrisen