Madgrisen elsker ost, og Madgrisen elsker dessert. Det kan nogle gange være en krise af katastrofale dimensioner at vælge det ene frem for det andet til at afslutte et måltid. Jeg går helhjertet ind for en både-og-løsning – enten i form af at spise både ost og dessert, eller ved at kombinere de to i én anretning. Sådan en kombi-løsning er netop denne ret – frugt og honning giver retten umiskendelige dessert-træk, mens gedeosten bidrager med fyldig, salt fedme. Madgrisen er imod diskrimination og for mangfoldighed; også til dessert.
Desserten her er helt enkel og består af få, men gode ingredienser. Spis den som afslutning på en let frokost – eller dekonstruér desserten og servér den som salat med honning-ingefær-vinaigrette, bitre salater måske en valnød eller to. Mulighederne er mange med en multitalentfuld anretning som denne… Bagte figner med gedeost og krydret honning
4 friske figner
1 rulle mild gedeost
4 spsk. honning
2 tsk. reven ingefær
Et pinch havsalt
Skær dybe kryds i fignerne, så de stadig hænger sammen i bunden. Spred figen-bådene lidt fra hinanden og fyld fignerne med skiver eller brud af gedeost. Fignerne må (selvfølgelig) gerne få godt med ost, men skal stadig kunne klemmes forholdsvis tæt til – de åbner sig under bagning. Riv ingefæren fint og rør den i honningen. Dryp honning over fignerne og bag dem ved 225 grader i 8-10 minutter, til frugterne er gennemvarme og osten smeltet og gylden på toppen. Honningen smelter væk og bliver til en slags crunchy ingefærtopping, som jeg synes klæder de søde figner rigtig godt. Giv fingerne et nip salt og spis dem lune.
Hvad er din yndlings-kombi-dessert?
/Madgrisen