Site icon madgrisen.dk

Oksekødssalat med chili og solskin

Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg var døden nær, da mit vækkeur ringede i går morges. Madgrise er ikke skabt til at stå op før fanden får sko på. Men der var ikke noget at gøre; pligten kaldte. Og selvom jeg faktisk havde glædet mig til at komme på arbejde igen efter juleorgier og nytårsdruk, var der no denying at jeg kørte på helt, helt flade batterier. Noget måtte gøres for at komme ovenpå igen. Derfor tog jeg på vej hjem fra arbejde forbi en af mine absolutte yndlingsbutikker – Slagteren ved Kultorvet – og snoldede økologisk oksemørbrad. Den blev smidt i salaten her, som er stærk som ind i helvede, smager af solskin og med sikkerhed kan genoplade trætte vinterbatterier.

Oksekødssalat med chili og solskin
Opskriften er til 2 personer (eller 1 Madgris)

250 g af det bedste oksekød, du har mod på at ofre
1 broccoli
1/2 agurk
1 mango
1 rød chili
1 citron
Olivenolie til stegning
Salt

Skyl og afdryp grøntsagerne. Pluk broccolien i buketter. Flæk agurken på langs, befri den for kerner og skær den i tynde halvmåner. Skær skal og sten fra mangoen og skær kødet i tern. Skær chilien i tynde skiver.

Trim evt. kødet og skær det i grove tern. Varm en stor pande godt op med olie og steg kødet hårdt og hurtigt, højst et par minutter (Madgrisen kan lide sit kød bleu, det vil sige så råt som det er forsvarligt – hvilket, når der er tale om kød af høj kvalitet, er ret råt). Tag kødet af panden, lad det hvile lidt og skær det i mindre stykker. Giv panden lidt frisk olie og lynsteg broccoli og ca. halvdelen af chilien. Kom kød, agurk og mango med på panden når broccolien er gennemvarm og knap mør. Vend hurtigt rundt og smag til med salt og mere chili. Giv salaten et ordentligt spark citronsaft og servér pronto. Du kan spise nudler eller ris til, hvis du craver carbs – jeg synes ikke, der er brug for det.

Hvad er din bedste komme-ovenpå-igen-opskrift?

/Madgrisen