Tag Archive for salat

Grillet endivie med vaniljeglaserede valnødder, blå ost og smørdressing… Og en announcement

1Madgrisen er egentlig ikke den store griller. Danmark er et land befolket af grilleksperter, der sommeren igennem flokkes om grillen og alle har tips og tricks til optænding, risthøjde og kullenes hvidhed. Den leg vil jeg egentlig gerne melde mig ud af med det samme (fornemmer man en vis parathed til efterårets komme? Det korte svar er ja).

Jeg tror måske også, at min manglende interesse for grillgenren bunder i, at den i langt de fleste tilfælde bliver brugt forholdsvis traditionelt: Til at tilberede kød. Og bevares, en velgrillet pølse bliver aldrig noget, som Madgrisen decideret takker nej til, men der findes sguda mere inspirerende a) måder at spise en pølse på og b) ting at bruge en grill til. I sidstnævnte kategori findes denne salat. 2

Salater kan, i modsætning til de flestes overbevisning, sagtens grilles. Især de kraftigere, bitre salater som radicchio og endivie har godt af lidt varme og stegeskorpe. Madgrisen grillede i denne omgang smalle både af endivie på en glohed grillpande og gav salaten selskab af valnødder glaseret i vanilje og honning og blå ost. I Madgrisens bog er bitterhed, sødme og en snert af muggen ripple gennem en fed og fyldig ost altid en vindende kombination.

Og må jeg så i øvrigt henlede opmærksomheden på en vigtig og groundbreaking nyskabelse: Smørdressing. Lige som I troede, at Madgrisen havde udtømt anvendelsesmulighederne for det gyldne guld. Lige som I troede, at salater var et domæne, hvor smørret ikke fik lov at stjæle rampelyset. Lige som I troede, at smørsauce kun kunne serveres til rødspætter kommer her et bud på en salatdressing, som du aldrig har smagt salatdressinger før. Det er på én gang både beskidt og meget, meget smukt. 3

Grillet endivie med vaniljeglaserede valnødder og blå ost
Forret eller tilbehør (til svin, fx! Eller and, uuuhm) til 2 personer

1 lille, fast endivie
En håndfuld valnødder
1 spsk. honning + lidt ekstra til dressingen
Kornene af 1 vaniljestang
Ca. 50 g blåskimmelost, fx Blå Kornblomst
2 spsk. smør
En lille knold frisk ingefær
Salt og peber

Befri salaten for de yderste, grimme blade og skær den i smalle både. Bådene skal hænge sammen ved salatens rod. Varm en grillpande (eller en grill, obviously) godt op og grill salatbådene på skærefladerne, til de har fået flottegrillmærker og dufter tilberedt (you’ll know it when you smell it).

Rist valnødderne på en lille pande, til de dufter. Hæld honning over og vend godt rundt, så alle nødder bliver dækket af honning. Tilsæt vaniljekorn og lad nødderne glasere let, uden at de brænder på. Tag nødderne af varmen.

Smelt smørret i en lille gryde. Tilsæt en lille smule honning (dressingen må ikke være for sød) og en ordentlig omgang fintreven ingefær. Smag til med salt og peber.

Anret de grillede salatbåde med vaniljeglaserede valnødder, blå ost og smørdressing. Servér med godt brød (og mere smør, juhu!) og en fræk lille Riesling, fx (Madgrisen kender utroligt få retter, som ikke har godt af at få selskab af en fræk lille Riesling).

…Og så den der announcement

Den bedste måde at beskrive Madgrisens sindstilstand i skrivende øjeblik er ved at genkalde sig Dorothy’s observante kommentar til sin hund tilbage i 30′ernes mest ikoniske farvefilm: “Toto, I’ve got a feeling we’re not in Kansas anymore…”. Jeg har nemlig rykket rødderne op, forladt andedammen og er taget på (mad)eventyr. Jeg er taget til Boston for at læse Gastronomy og blive klog(ere) på madkultur, madkommunikation og alt det andet, det gør, at jeg synes det der med mad er så fantastisk (læs: Jeg skal også til rigtig mange tastings). Men når jeg ikke er i Kansas længere, og når jeg får ubegribeligt travlt med at lære og smage og blive kørt over at et kulturchoktog med 200 km/timen, bliver det svært for mig at holde Madgrisen.dk ved lige på en måde, så jeg selv er glad for og stolt over den. Derfor holder Madgrisen pause, til jeg kommer hjem igen (hvilket nok bliver engang i starten af det nye år). Men så lover jeg at vende noget så frygteligt tilbage – men flere fine billeder af Anne Marie Jørgensen og flere outrageous bud på retter med rigtig meget smør. Kan I have det godt så længe, Madgrise! Vi ses igen på den anden side (af the yellow brick road).

/Madgrisen

Sexet salat med røget mørbrad, blå ost og kirsebærglace

1Madgrisen var et øjeblik bange for at komme til at oversælge salaten her. Det skal jo helst ikke være sådan, at man bliver forført af en opskrift for så at blive skuffet over retten, den resulterer i. Og hvordan kan en salat overhovedet være sexet?

Det skal jeg sige dig. Salaten her er smuk og dramatisk med nogle ret dragende ingredienser. Fx synes jeg, at kirsebær er ret inciterende: Tunge, blanke, mørke, dekadente klaser af saftig godhed. I salaten her bruges bærrene hele, men de laves også til en tæt og farlig glace, der lægger sig på salaten som smukke, sort-røde perler. Blå ost er også ret æggende for mig: Cremet og skarp på samme tid. En levende ingrediens med temperament og kant. Den røgede gris giver salaten umami og kødlig fylde. Jeg ville ikke være ked af at servere denne salat for én, som jeg fik lidt røde kinder af at kigge på.

Hvis ikke der er sommeramoriner i luften, kan salaten også snildt gøre sig til som luksusfrokost eller på en sommermiddagsbord, som skal være lidt ud over det sædvanlige.

2Sexet salat med røget mørbrad, blå ost og kirsebærglace

En god håndfuld feldsalat (eller andre spæde blade)
En god håndfuld ærteskud
En god håndfuld modne kirsebær
Ca. 50 g blå ost, fx Blå Kornblomst
Ca. 100 g god, røget svinemørbrad

Kirsebærglace
En god håndfuld modne kirsebær
En lille sjat vand
Ca. 1 spsk. rørsukker
1 citron
Salt og peber

Udsten kirsebærrene til glacen og kom dem i en lille gryde med vand og sukker. Kog bærrene op, til sukkeret er opløst og saften er trukket ud af bærrene. Giv dem evt. nogle stød med en muddler for at hjælpe saften på vej. Si bærrene fra og kom siruppen tilbage i gryden. Lad saften koge ind til en tæt og klistret konsistens (den bliver tykkere ved afkøling, men tyndes også lidt op af citronsaften). Køl siruppen af og pisk lidt citronsaft, salt og peber i.

Skyl og afdryp feldsalat, ærteskud og kirsebær. Anret salaterne på et bræt eller i en fin skål. Bryd den blå ost i mindre stykker. Skær mørbraden i tynde skiver. Fordel blå ost, mørbrad og kirsebær rundt om i salaten. Dryp den mørke glace over og servér straks salaten med godt brød og rødvin.

3Den smukke salat (som er smukt fotograferet af Anne Marie Jørgensen, hvis andre smukke billeder kan beundres her) kan sagtens varieres efter smag og humør. Jeg tror fx, at en god og moden gedebørge fint kunne erstatte den blå ost. Og en lynstegt, bleu (blødende) oksemørbrad i tynde skiver som erstatning for svinemørbraden ville hverken gøre dårlige ting for salatens smag eller sans for drama.

Hvilken ret synes du er mest sexet?

/Madgrisen

Sommerlig salat med vandmelon, feta og limesyltede rødløg

DSC_0937Madgrisen har været en fraværsgris hele maj måned. Min tid er blevet brugt på eksamener, arbejde og alt muligt andet, som er mindre sjovt end at lave mad. Men nu er det juni, der står sommerferie i kalenderen og Madgrisen har hovedet fyldt med sommerretter, som skal udtænkes og laves og spises.

Der sker noget sjovt med mine smagsløg, når dagene bliver længere og solen danser dovent henover himlen i 80% af døgnets timer. Madgrisen plejer ellers bestemt ikke at rynke på næsen af fede og nærende retter med masser af fløde og smør. Men som sommeren udfolder sit smukke jeg for øjenene af os ændrer mine præferencer sig, og jeg craver friske, sprøde, læskende retter. Food1572

Og det er præcis, hvad salaten her er. Vandmelonen eksploderer nærmest i munden som små saftfyldte granater. Fetaosten giver lidt fyldig fedme til salaten. De limesyltede rødløg er en lille genistreg i sig selv: Den oprindeligt mexikanske tilberedning af løgene gør dem milde, syrlige og aromatiske, og de klæder langt de fleste sommerretter smukt.

Salaten her er, udover at smage dejligt, en ekstremt attraktiv gæst på dit middagsbord. Synes du alligevel, at billederne af den er noget af det flotteste, du har set her på bloggen? Så har du et skarpt øje! Madgrisen har haft besøg af den fine fotograf Anne Marie Jørgensen, som har taget mundvandsfremkaldende billeder af Madgrisens mad. Tjek hendes arbejde ud herDSC_0952

Sommerlig salat med vandmelon, feta og limesyltede rødløg
½ vandmelon
Ca. 75 g god, cremet fetaost, gerne af ged
En håndfuld gode, kødfulde oliven
Et lille bundt mynte
God olivenolie
Havsalt og sort peber

Limesyltede rødløg
2 små rødløg
1 lime

Pil rødløgene og skær dem i ganske tynde skiver. Marinér rødløgene i limesaft i en plasticpose eller en tætsluttende beholder i mindst en time.

Befri vandmelonen for skal og skær kødet i grove terninger. Anret vandmelonternene i en skål. Bryd fetaosten i mindre stykker og fordel osten over vandmelonen. Fordel oliven og skyllet, plukket mynte over salaten. Del rødløgsskiverne i enkelte ringe og drys over salaten. Dryp god olivenolie over salaten og krydr med salt og peber. Servér salaten straks til grillet svinekød, på et sommerfrokostbord eller til den helt store havefest.

Hvilke salater får dig i sommerhumør?

/Madgrisen

Citrussalat med ristet kokos, mynte og lun vaniljesauce

Madgrisen spiser i virkeligheden ikke brunch specielt ofte. Jeg synes ikke, at udvalget på københavnske caféer er særlig ophidsende. Derudover er det mere reglen end undtagelsen, at Madgrisen har en anelse ondt i håret på en weekendformiddag, og så kan det være mere end uoverskueligt at indfinde sig på et overfyldt etablissement med mødregrupper, loungemusik og mindst ligeså tømmermændsramte tjenere.

Så vil Madgrisen i virkeligheden hellere lave brunchen selv. Jeg kan lide min brunch så enkel som muligt. Et blødkogt æg, en god salat, en kvalitetspølse, ost og godt brød. Masser af kaffe. Måske en croissant (helt sikkert en croissant). Hvis råvarerne er i orden, er der ingen grund til at gøgle rundt med vegetarpostejer, æggestand og andre uhyrligheder, man kan finde på byens brunchkort.

Salaten her ville gøre sig godt på ethvert brunchbord. Den er enkel og elegant i smagen og har alligevel noget dekadence over sig, hvis man er til den slags. Servér salaten for din tømmermændsramte ven, som skal af med eftersmagen af fernet branca i munden, for din veninde, som er på slankekur (lad være med at fortælle hende, at der er smør i saucen) – eller bare for dig selv, så en trist og grå januarmorgen kan få lidt farve og smæk på smagen. CITRUSSALATCitrussalat med ristet kokos, mynte og lun vaniljesauce

2 blodappelsiner
2 appelsiner
2 grapefrugter
En håndfuld grove kokosflager
Et par mynteblade
2 spsk. honning
4 spsk. smør
1 vaniljestang

Rist kokosflagerne på en tør pande, til de dufter og er blevet gyldne (det går ret hurtigt, så hold øje med panden og hold den i bevægelse). Skær smukke fileter af citrusfrugterne: Skær top og bund af og befri frugten for skal hele vejen rundt. Skær ind imellem lamellerne på citrusfrugten og vrist forsigtigt de rene fileter fra (pas på fingrene. Pas altid på fingrene). Anret de forskellige citrusfileter på en tallerken.

Kom honning, smør og vanilje i en lille gryde og varm forsigtigt saucen op, til smørret er smeltet og saucen har samlet sig. Hæld saucen over citrusfrugterne og drys ristet kokos og mynteblade over. Servér straks.

Madgrisen forestiller sig, at salaten også ville fungere skønt ovenpå yoghurt – eller sågar på en portion vaniljeis. Det ville nok også være spændende at eksperimentere lidt med smagsgiverne i salaten; erstat mynte med rosmarin eller drys lidt chili over salaten til sidst.

Hvad spiser du helst til brunch?

/Madgrisen

Broccoli med avocadocreme

Madgrisen elsker creme. Hvad enten det er kagecreme, nøddepesto eller mayonnaise – you name it, I love it. Og jeg spiser meget creme. Jeg spiser creme (syltetøj) til morgenmad, jeg spiser creme (aïoli) til frokost, og jeg spiser rigtig meget creme (sauce, dressing, puré) til aftensmad. Hvis Madgrisen skulle hedde noget som helst andet end Madgrisen, skulle jeg hedde Cremegrisen (eller Madsvinet, men det lyder måske ikke så pænt).

Derfor bliver jeg noget så glad, når jeg finder på nye måder at gøre min mad mere cremet. Det handler ikke altid om at smide hele dit måltid i en blender og gøre det til en suppe (selvom det er dejligt). Eller at purere dine kartofler til en mos (selvom det er dejligt). Nogle gange handler det om at give dit måltid en rar, blød kappe af creme. At give dit måltid et creme-kram, så at sige. Salaten her er en enkel og hurtig side dish (til fx kylling eller fisk), som også sagtens kan spises for sig selv. Og så gør den Cremegrisen glad i låget. BROCCOLI OG AVOCADOBroccoli med avocadocreme

1 lille broccoli
2 avocadoer
1 citron
1/2 fed hvidløg
Salt og peber

Skyl og afdryp broccolien og del den i helt små buketter. Blanchér broccolien et enkelt minut i kogende, saltet vand og dryp den grundigt af i en sigte. Kom avocadokødet i en skål og mos det grundigt. Vend avocadocremen med citronsaft, knust hvidløg, salt og peber. Vend broccoli og avocadocreme sammen og servér med det samme. Kom hakket rødløg, feta eller måske en håndfuld pinjekerner i salaten, hvis du har lyst.

Hvilket creme-kram giver du helst din mad?

/Madgrisen

Enkel agurkesalat med magisk marinade

Madgrisen er i den priviligerede situation at arbejde et sted, som værdsætter mad ligeså højt som jeg gør. Jeg er omgivet af dedikerede, dygtige mennesker, som lever og ånder mad, spytter kogebøger ud på stribe og inspirerer, udfordrer og glæder mig hver eneste dag. Det er et betydeligt element i opretholdelsen af Madgrisens livskvalitet.

Forleden blev jeg dog for alvor overrasket på arbejde, da jeg blev mødt af denne salat på frokostbordet – og jeg var solgt med det samme. Det er svært at beskrive, hvor genial jeg synes marinaden er. Den er proppet med smagsindtryk, jeg elsker. Den er frisk, krydret og tangy. Kokken Magnus blev overfaldet straks efter frokost og frarøvet opskriften. Madgrisen kan ikke forestille sig ét eneste måltid, middagsbord eller picnicarrangement, som salaten her ikke ville klæde sindssygt godt. Prøv den til fisk, grillet kød eller en varm vegetarret, som har brug for magisk friskhed og kærlighed. AGURKESALATEnkel agurkesalat med magisk marinade

1 agurk, ikke for stor og vandet
1 lille rødløg
1 spsk. soja
1 spsk. røget chiliolie
1 spsk. hvidløgsolie
1 spsk. hybenroseeddike (jeg købte min hos Meyers Deli)

Hak rødløget fint. Pisk marinaden sammen og vend rødløgene i. Smag til – ingen af smagsindtrykkene må overdøve hinanden. Det er svært at beskrive herligheden. Du ved det, når du smager den! (Værste opskrift-råd nogensinde). Skær smukke, skulpturelle stykker af agurken og hæld marinaden over agurkerne. Servér det lille stykke hverdagsmagi med det samme.

Hvad serverer du for at gøre hverdagsmaden magisk?

/Madgrisen

Mellemøstlig persillesalat med falafler

Madgrisen spiser nok i virkeligheden mindre kød end man umiddelbart kunne forvente. Kød er dyrt, når man helst spiser økologisk og forkælet kød. Og vigtigere end det: Kød er som sådan ikke nødvendigt for det gode måltid. Don’t get me wrong – Madgrisen er bestemt lykkeligst med trynen fyldt med svin eller oksemørbrad. Men en hverdagsaften eller en søndag eftermiddag med tømmermænd kan sagtens nydes fortræffeligt med grøntsager på tallerkenen. Det er hverken proteinindhold, fedtprocent eller animalsk/vegetarisk oprindelse, som bestemmer Madgrisens diæt. Det er, at maden smager fabelagtigt.

Denne salat er netop fabelagtig – fordi den er simpel og mættende og smager tæskegodt. Spis salaten med yoghurtdressing og chilisauce til, tag salaten med på picnic eller fyld den i et (hjemmebagt) pitabrød. Vegetarisk lykke til selv de mest carnivore iblandt os. FALAFELSALAT_Mellemøstlig persillesalat med falafler

Falafler
250 g kikærter, udblødt natten over
1 lille løg
2-3 fed hvidløg
Lidt bredbladet persille
Lidt frisk koriander
Salt og peber
Ca. 2 spsk. mel
Tørret chili efter smag
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. korianderfrø
Rigeligt olie til stegning

Persillesalat
1/2 agurk
En håndfuld cherrytomater
1 løg
Bredbladet persille
Salt og peber
Olivenolie
Citronsaft

Rist spidskommen og korianderfrø på en tør, varm pande, til de dufter. Stød krydderierne i en morter. Dræn vandet fra kikærterne. Hak løg og hvidløg groft og kom alle ingredienser i en food processor. Kør falafelfarsen fin og ensartet (tilsæt evt. lidt mere mel eller vand, hvis farsen er enten for våd eller for tør). Lad farsen hvile lidt.

Hak løg, agurk og tomater til fine tern (jo finere, desto bedre – men det kommer an på din tålmodighed). Vend grøntsagerne sammen med finthakket persille. Pisk en dressing af olivenolie, citronsaft, salt og peber. Smag til og vend dressing og salat sammen. Lad salaten hvile indtil servering.

Varm olien godt op i en gryde. Den skal syde rundt om spidsen af en tandstik. Form små, flade falafler med hænderne (jeg ejer desværre ikke et falafeljern, så jeg må bruge grabberne) og steg dem nogle stykker ad gangen i den varme olie. Det går ret hurtigt – hold godt øje med dem under stegning. Dryp falaflerne af på fedtsugende papir.

Anret falaflerne ovenpå salaten og servér straks med så mange saucer, at du skammer dig. Jeg synes ikke det er nødvendigt med brød til, men det er jo en smagssag. Madgrisen kan i øvrigt (som alt andet) lide sine falafler til den krydrede side. Du kan skrue op og ned for the burn hvis der er børn eller sarte sjæle i selskabet.

Hvad er din yndlingsret fra det mellemøstlige køkken?

/Madgrisen

Rødbedesalsa med granatæble

Madgrisen elsker mange ting på sin tallerken. Dels fordi det betyder, at der er meget mad på tallerkenen, og dels fordi det giver farver, strukturer og variation til din aftensmad. Og når nu vi er ærlige, nyder jeg også hvordan det kan give ekstra points på værtinde-kontoen at servere mange forskellige elementer til sine middagsgæster. De behøver jo ikke at vide, hvor simpelt og hurtigt det er at bakse de fleste af dem sammen.

Denne salsa blev til netop fordi jeg skulle have gæster på besøg og manglede noget frugtigt og farverigt på menuen. Men jeg er sikker på, at jeg kommer til at lave den igen – for eksempel til sommerens grilludflugter til Bryggen (hold nu fast, Madgrisen glæder sig til det bliver sommer). Den smager lige så godt, som den er smuk. Jeg serverede en betagende svinekotelet til, og det smagte fabelagtigt. RødbedesalsaRødbedesalsa med granatæble
Tilbehør til 2 personer

2-4 rødbeder (jeg brugte 4 små, fine rødbeder)
1 granatæble
1 løg
Olivenolie
Lys eddike
Flydende honning
Salt og peber

Skrub rødbederne og kog dem i letsaltet vand ca. 15 minutter (hvilket selvfølgelig er afhængigt af størrelsen. De skal være lige akkurat møre). Lad rødbederne køle lidt af og skær top og bund af dem. Smut skallen af med fingrene og skær rødbederne i små tern. Flæk granatæblet og bank kernerne ud med en grydeske mod skallen. Vær grundig med at fjerne alle de hvide, meget bitre hinder. Pil løget og hak det fint. Vend løg, granatæblekerner og rødbede sammen. Pisk en dressing af olivenolie, lys eddike, flydende honning, salt og peber og hæld over salsaen. Lad den meget gerne hvile en times tid inden servering. Brug salsaen som delkomponent i en grøn salat, eller servér den til et godt stykke kød. Madgrisen ville heller ikke synes det var helt skidt at hakke salsaen lidt finere og komme den på en luksusmad med røget skinke. Hvordan man end bruger den, giver den smag og farve til din mad, og det kan man jo ikke stå for.

Hvilken lille salat tryller du frem igen og igen?

/Madgrisen

Quinoasalat med romanesco og brændt lime

Madgrisen elsker romanescokål. Den ligner noget fra det ydre rum med sin panggrønne farve og fraktallignende buketter. Men den smager tæskegodt! Som en mild, saftig, sprød broccoli. Jeg elsker den mest, når den ikke har fået for meget varme og i øvrigt får den opmærksomhed, den fortjener.

Her røg yndlingskålen i en enkel quinoasalat med brændt lime. Quinoa er et vidunderkorn fra Sydamerika, som har en sjov, lidt bouncy konsistens. Brændt lime er blevet en favorit i Madgrisens dressinger. Limen skifter karakter, når den får varme, og bliver sødmefuld, fedtet og lækker. Madgrisen har skumle planer om at bage brændte limies og bruge saften i drinks. Det hører I utvivlsomt mere om til sommer. Indtil da kan I nyde den brændte limesaft over salaten her.

Quinoasalat

Quinoasalat med romanesco og brændt lime

Et par håndfulde quinoa (jeg brugte en blandig af hvid og rød quinoa)
Salt
1/2 romanescokål
1-2 forårsløg
1 lime
Olivenolie
Salt og peber

Skyl quinoa’en og sæt den over at koge i frisk vand (2 dele vand til 1 del quinoa). Kog quinoa’en ved middelsvag varme ca. 15 minutter og lad den hvile lidt. Dræn evt. overskydende vand fra og smag til med salt.

Del imens romanesco’en i mindre buketter og skær limen i både. Varm en grillpande godt op og grill romanesco og lime, så romanesco’en bliver knapt mør og limebådene får fine, brændte striber. Snit forårsløgene i tynde skiver og vend quinoa, forårsløg og romanesco sammen. Pres saften af de grillede limebåde over salaten og vend også dem i (gem én til pynt if you’re feeling fancy). Dryp olivenolie over og krydr med salt og peber. Servér din quinoasalat som den er – lun eller kold – eller til kød. Salaten kunne sikkert også gøre sig godt på et frokostbord eller i en madpakke. Madgrisen gik old school og spiste frikadeller til (opskrift kommer snart).

Hvad er din yndlingskål?

/Madgrisen

Crouton-panzanella med to slags brød og marinerede løg

Madgrisen elsker brød. Undskyld, palæo-typer og gluten-forbandere, men tillad mig at afsløre en offentlig hemmelighed: Brød smager sindssygt godt. Jeg er vild med alle slags brød. Hele dagen kan være ødelagt, hvis jeg glemmer at få en rosinbolle med i toget på vej til arbejde (mine smagsløg er som en fem-årigs før klokke otte om morgenen), og smørristet rugbrød med en skive ost er en all-time favorit, når det kommer til hurtige snacks.

Derfor elsker jeg også den traditionelle, italienske brødsalat panzanella. Det eneste jeg har imod den er faktisk, hvordan de fleste udgaver af den laves på daggamle brødtern med den idé, at brødternene så kan suge dressingen til sig. Ved I, hvad daggamle, dressingmættede brødtern er? Soggy. Og det kan Madgrisen ikke lide.

I denne version er brødternene byttet ud med croutoner af både mørkt og lyst brød, og løgene har fået lov til at marinere lidt i lys eddike. Den skal serveres med det samme, for at croutonerne bevarer deres sprødhed.Panzanella

Crouton-panzanella med to slags brød og marinerede løg
Opskriften er til 2 personer

2 tykke skiver godt, kraftigt rugbrød
2-3 tykke skiver groft, kraftigt brød (jeg brugte en grovbolle fra det lokale yndlings-bageri)
Rigeligt olivenolie
En håndfuld cherrytomater
1/2 agurk
Friskplukket basilikum
Lys eddike
Salt og peber

Marinerede løg
3-4 skalotteløg
Lidt lys eddike
Salt

Pil skalotteløgene og skær dem i helt tynde skiver. Kom dem i en skål med eddike og salt og lad dem trække 5-10 minutter. Vrid væsken fra dem ved anretning.

Skær de to slags brød i grove tern på ca. 3x3x3 cm. Steg croutonerne i rigeligt olie ved middel varme, til de er gyldne og sprøde på alle sider. Drys med salt og lad dem dryppe af på køkkenrulle.

Skyl og afdryp tomater, agurk og basilikum. Flæk agurken, befri den for kerner og skær den i halvmåner. Skær tomaterne i kvarte. Anret salaten med marinerede skalotteløg, brødcroutoner, agurk, tomat og basilikum på toppen. Giv den salt og peber og dryp lidt lys eddike over. Servér straks. Salaten er en formidabel frokost i sig selv, men kan serveres til mange slags kød. Madgrisen tænker en mellemøstlig frikadelle eller måske bare lidt røget skinke.

Hvordan bruger du helst brød i køkkenet?

/Madgrisen