Madgrisen er en stolt lille grisling i dag. Da jeg kom hjem fra forelæsning (ja, sådan nogle går jeg til engang imellem), stod der nemlig en fin kasse og ventede på mig foran min hoveddør. Kassen er den første udgave af Aarstidernes SingleMåltidsKasse, som jeg står for at udvikle opskrifter til.
Da jeg var yngre, drømte jeg om engang at få råd til at få leveret varer fra Aarstiderne. Nu står jeg for én af kasserne. Det synes jeg i al beskenhed er ret vildt.
Madgrisen elsker pakker, og måske mest af alt de spiselige af slagsen. Og kassen fra Aarstiderne er bestemt ingen undtagelse. Jeg fik pakket herlighederne ud og sorteret det, så der var overblik over aftensmaden de næste par dage. Men fordi Madgrisen ikke er den mest tålmodige gris i verden, og fordi jeg var sulten som en ulv efter forelæsning, blev første måltid tilberedt med det samme og nydt som sen frokost.
Ingredienserne i sig selv var en positiv oplevelse. Fisken (en mørksejfilet) var pivfrisk, duftede af hav og var fast og lækker i kødet. Avocadoen var kæmpestor og moden. Det lovede godt – det eneste, som nu kunne gå galt, var min opskrift… (Fornemmer man en smule neuroser omkring projektet? I så fald er man en rimelig skarp observant).
Der er opskrifter med til alle måltiderne i SingleMåltidsKassen, og jeg besluttede mig for at følge den rimelig slavisk (hvis ikke jeg selv kan finde ud af at følge min egen opskrift, ser det sort ud for jer andre). Jeg var lige under tyve minutter om at tilberede frokosten, som jeg var meget, meget glad for. Det er klart, at jeg ikke er den mest upartiske dommer over en ret, jeg selv har udtænkt, men er du gal, det smagte dejligt! Sprød fisk, frisk salat og couscous, som var blød og mild. Der var mere end nok mad til, at jeg blev mæt (rester af avocadosalsa og couscous blev gemt til senere). Madgrisen drog et lettelsens (og mættelsens) suk. Igen: Det er ikke den mest objektive anmeldelse, men jeg var glad for ingredienserne, for opskriften og for retten. Herfra skal lyde de varmeste (og mest nepotistiske) anbefalinger!
1 person
125 g couscous
1/3 citron
½ agurk
1 lille løg
1 avocado
140 g torskefisk (jeg brugte som sagt mørksej)
Salt
Olivenolie
Smør
Kom halvdelen af couscous’en i en skål. Hæld 1¼ dl vand over. Tilsæt salt og citronsaft og lad couscous’en trække under låg i 10 minutter. Skyl og afdryp agurken. Fjern kernerne med en teske og skær kødet i små tern. Pil løg og snit det fint. Flæk avocadoen, kassér stenen og skær kødet i små tern, mens det stadig sidder i skallen. Skrab kødet ud. Vend avocado, agurk og løg sammen. Smag til med salt og citronsaft.
Tjek torskefisken for evt. småben, dup den tør og drys med lidt salt. Kom resten af couscous’en i en tallerken og vend torskefisken i couscous. Kom lidt olivenolie og smør på en middelvarm pande. Steg den panerede torskefisk 2-3 minutter på hver side, til paneringen er sprød og fisken akkurat giver efter ved et let tryk. Servér straks med ekstra citron til at dryppe over.
Madgrisen er lykkelig (dels fordi jeg er mæt, men også fordi jeg er stolt). SingleMåltidsKassen lover godt, og jeg har fået frokost: Today was a good day.
Køb SingleMåltidsKassen her.
/Madgrisen