Archive for SingleMåltidsGrisen

SingleMåltidsKassen, dag 3: Onepot med hønsekød og frisk tomatsalsa

Madgrisen har guffet sig igennem SingleMåltidsKassen fra Aarstiderne den sidste uge. Det er Madgrisen selv, som står for opskrifterne, og derfor har kassens første uge, og de måltider den har indeholdt, været en speciel og dejlig oplevelse for mig. Jeg er ikke vant til at lave mad efter opskrift. Og jeg er bestemt ikke vant til at lave måltider, hvis indhold er bestemt på forhånd. Men det er lidt konceptet ved måltidskasser, så jeg har måttet indrette mig. Heldigvis har jeg været stor fan af alle retterne (thank fucking God, ellers var jeg da først rigtig i problemer), så alt i alt er jeg rigtig glad for debutugen. Og for de fine kommentarer (tak for dem).

Tredje- og sidstedagen i måltidskassen bød på onepot med hønsekød, bønner og frisk tomatsalsa. I modsætning til de andre dage lavede jeg her en lille ændring i måltidets sammensætning; jeg kan nemlig ikke tåle bønner og undlod derfor at komme dem i retten. Hvis bønner ikke fungerer som kryptonit på dig, synes jeg dog, at du skal komme dem i. Bønner smager jo herregodt – og Madgrisen savner dem ofte. INDHOLDRetten skulle bestå af en enkeltgrydemiddag med hønsekød, gulerødder, tomatkolonial og skøn, spicy FajitaMix, der smager af Mexico og er stærkt som ind i helvede. Ovenpå kom en frisk tomatsalsa af cherrytomater, citronsaft, løg og koriander.

Det er vigtigt for mig, at retterne i SingleMåltidsKassen er til at overskue – på flere måder. De skal ikke tage otte timer at lave, og de skal ikke generere et halvt køkkenbord fyldt med opvask. Derfor er en onepot også en god måde at få lavet lækker og komfortabel mad uden at hele grydearsenalet bliver grisset til. Samtidig giver den lille krukke med krydderimix mulighed for at skrue seriøst op for smagen i retten uden at den skal putre i flere timer. Det er hurtig mad med smæk på smagen, og det er lige efter Madgrisens hjerte.

JAOnepot med hønsekød og frisk tomatsalsa

½-1 pakke hønsebryst à 170 g
250 g gulerødder
100 g løg
1 bakke cherrytomater
½ bundt koriander
1 bæger FajitaKrydderiMix
1/3 citron
½-1 glas flåede tomater
Evt. ½ pakke kidneybønner
Olivenolie
Salt

Dup hønsekødet tørt, skær det i mindre stykker og drys det med lidt salt. Brun kødet godt af i lidt olivenolie i en varm gryde. Tag kødet op af gryden. Skyl og afdryp gulerødder, løg, tomater og koriander. Pluk korianderen. Skær gulerødderne i tern sautér dem i gryden, uden at det tager særlig farve. Drys med lidt FajitaMix og lad det stege, til det dufter. Kom kødet tilbage i gryden, hæld flåede tomater på og lad retten putre, til retten har samlet sig og hønsekødet er mørt.

Tag evt. bønnerne ud af pakken. Skyl og afdryp bønnerne og kom dem i gryden. Lad bønnerne varme igennem og smag til med citronsaft og evt. FajitaMix.

Snit løg fint og skær tomaterne i tern. Vend tomater og løg sammen og smag til med olivenolie, citronsaft, salt og koriander. Anret onepotten i en dyb tallerken og servér med frisk tomatsalsa ovenpå.

Madgrisen guffede sig glad igennem onepotten, men savnede noget til at suge saucen op med. Bønner ville have været fabelagtigt. Spis fladbrød eller måske en bagt kartoffel til, hvis du undlader dem. Og smag forsigtigt til med FajitaMix; den er herlig, men seriøst spicy.

SingleMåltidsKassen kan købes her.

/Madgrisen

SingleMåltidsKassen, dag 2: Asiatiske kødboller med spicy nudelsalat og miso

Madgrisen guffer sig fortsat gennem SingleMåltidsKassen fra Aarstiderne, som yours truly udvikler opskrifter til. Måltidskassens anden ret blev tiberedt og indtaget i går. Menuen stod på asiatiske kødboller med spicy nudelsalat og miso. Jeg har før omtalt the wonder that is misopasta, og det lille brev med lysebrun (selvom det bliver kaldt hvid) pasta, der var i kassen i denne uge, er virkelig en vinder. Det er svært at beskrive, hvad miso smager af. Det er ikke særlig flatterende at sige, at det smager af jord, men det er ikke desto mindre ikke helt galt. Miso giver en fyldig og afrundet dybde til alt, hvad det kommer i nærheden af. Og miso er i sandhed et magisk produkt at have i køkkenet – det kan nemlig bruges til stort set alting: Supper, dressinger, marinader, gryderetter… I denne omgang blev misopastaen rørt med citronsaft og salt til en dressing til nudelsalaten. Hvis man er til lowcarb og den slags fjollerier, kunne man sagtens have udeladt nudlerne og dyrket kulhydratfri frelse. Men Madgrisen elsker kulhydrater. Meget højt endda. Nedenfor ses ingredienserne, der skulle blive til nudelfest med kødboller (et løg har sneget sig udenfor kameraets rækkeviddde). Der var alt, alt for mange sesamfrø. Men sesamfrø kan jo heldigvis gemmes til andre sjove ting.INDHOLD

Det er i øvrigt en sjov og lidt uvant oplevelse for mig at lave mad efter en opskrift. Bevares, jeg benytter plenty of opskrifter, når jeg laver mad til daglig, men de bliver altid læst med den lidt bedrevidende tilgang, at jeg da sikkert kan finde på et tweak eller en variation, som gør den bedre. Nu er det så Madgrisen selv, der står bag opskrifterne… Så jeg må hellere holde mig til dem. KØDBOLLERAsiatiske kødboller med spicy nudelsalat og miso
1 person

1/3 pakke risnudler
½ bundt koriander
1 chili
125 g hakket oksekød
100 g sesamfrø
250 g gulerødder
100 g løg
½ agurk
1/3 citron
1 brev hvid misopasta
Olivenolie
Salt

Kog nudlerne al dente i saltet vand efter anvisning på pakken. Lad dem dryppe af. Skyl og afdryp grøntsagerne. Pluk bladene af korianderen. Hak chili og korianderstilke fint. Rør det hakkede kød med korianderstilke, lidt chili og salt. Form små kødboller af farsen og rul dem i sesamfrø. Steg kødbollerne gennemstegte og gyldne ved middel varme i lidt olie, ca. 8 minutter.

Snit gulerødder, agurk og løg i spinkle stave, gerne på et mandolinjern. Vend grøntsagerne med de afdryppede nudler. Pisk en dressing af finthakket chili, citronsaft, misopasta og lidt vand. Vend dressingen med nudelsalat og drys med koriander og sesamfrø. Servér straks.

Madgrisen blev glad og mere end mæt af måltidet. Nudelsalaten er en klassiker, som kan varieres gang på gang. Brug de grøntsager du har ved hånden (og har lyst til). Og smut så ud og køb en helvedes masse miso. Du vil ikke fortryde det. (Madgrisen sværger til denne).

SingleMåltidsKassen kan købes her.

/Madgrisen

SingleMåltidsKassen, dag 1: Sprødstegt torskefisk med couscous og avocadosalsa

Madgrisen er en stolt lille grisling i dag. Da jeg kom hjem fra forelæsning (ja, sådan nogle går jeg til engang imellem), stod der nemlig en fin kasse og ventede på mig foran min hoveddør. Kassen er den første udgave af Aarstidernes SingleMåltidsKasse, som jeg står for at udvikle opskrifter til.

Da jeg var yngre, drømte jeg om engang at få råd til at få leveret varer fra Aarstiderne. Nu står jeg for én af kasserne. Det synes jeg i al beskenhed er ret vildt.

Madgrisen elsker pakker, og måske mest af alt de spiselige af slagsen. Og kassen fra Aarstiderne er bestemt ingen undtagelse. Jeg fik pakket herlighederne ud og sorteret det, så der var overblik over aftensmaden de næste par dage. Men fordi Madgrisen ikke er den mest tålmodige gris i verden, og fordi jeg var sulten som en ulv efter forelæsning, blev første måltid tilberedt med det samme og nydt som sen frokost. INGREDIENSER2Det er Madgrisen øverst på opskrift-arket (der må gerne klappes nu)

Ingredienserne i sig selv var en positiv oplevelse. Fisken (en mørksejfilet) var pivfrisk, duftede af hav og var fast og lækker i kødet. Avocadoen var kæmpestor og moden. Det lovede godt – det eneste, som nu kunne gå galt, var min opskrift… (Fornemmer man en smule neuroser omkring projektet? I så fald er man en rimelig skarp observant).

Der er opskrifter med til alle måltiderne i SingleMåltidsKassen, og jeg besluttede mig for at følge den rimelig slavisk (hvis ikke jeg selv kan finde ud af at følge min egen opskrift, ser det sort ud for jer andre). Jeg var lige under tyve minutter om at tilberede frokosten, som jeg var meget, meget glad for. Det er klart, at jeg ikke er den mest upartiske dommer over en ret, jeg selv har udtænkt, men er du gal, det smagte dejligt! Sprød fisk, frisk salat og couscous, som var blød og mild. Der var mere end nok mad til, at jeg blev mæt (rester af avocadosalsa og couscous blev gemt til senere). Madgrisen drog et lettelsens (og mættelsens) suk. Igen: Det er ikke den mest objektive anmeldelse, men jeg var glad for ingredienserne, for opskriften og for retten. Herfra skal lyde de varmeste (og mest nepotistiske) anbefalinger!DAG 1Sprødstegt torskefisk med couscous og avocadosalsa
1 person

125 g couscous
1/3 citron
½ agurk
1 lille løg
1 avocado
140 g torskefisk (jeg brugte som sagt mørksej)
Salt
Olivenolie
Smør

Kom halvdelen af couscous’en i en skål. Hæld 1¼ dl vand over. Tilsæt salt og citronsaft og lad couscous’en trække under låg i 10 minutter. Skyl og afdryp agurken. Fjern kernerne med en teske og skær kødet i små tern. Pil løg og snit det fint. Flæk avocadoen, kassér stenen og skær kødet i små tern, mens det stadig sidder i skallen. Skrab kødet ud. Vend avocado, agurk og løg sammen. Smag til med salt og citronsaft.

Tjek torskefisken for evt. småben, dup den tør og drys med lidt salt. Kom resten af couscous’en i en tallerken og vend torskefisken i couscous. Kom lidt olivenolie og smør på en middelvarm pande. Steg den panerede torskefisk 2-3 minutter på hver side, til paneringen er sprød og fisken akkurat giver efter ved et let tryk. Servér straks med ekstra citron til at dryppe over.

Madgrisen er lykkelig (dels fordi jeg er mæt, men også fordi jeg er stolt). SingleMåltidsKassen lover godt, og jeg har fået frokost: Today was a good day.

Køb SingleMåltidsKassen her.

/Madgrisen