Madgrisen elsker marmelader. Der er ikke en ostemad, ikke en krydderbolle, ikke et eneste morgenbord, som ikke får et instant løft af en omgang lind, sød, tangy marmelade. Men marmelader er ikke kun til morgenmad og fødselsdagsboller. Marmelade kan også bide fra sig.
Når man tænker over det, er det ikke så sjældent, at vi smører vores salte mad ind i sød(ere) mad. Ketchup, chutneys og salsaer har alle et sødligt element, som afbalancerer et salt måltid og giver dybde til retterne. Så en salt-sød marmelade er ikke så langt et stretch, som man ellers kunne tro.
Marmeladen her er lavet på tomater, skalotteløg og masser af peber, der leder tankerne hen på vaniljeprikker i mere klassiske marmelader. Brug den som smørelse i en svinesandwich, spis den til bacon eller kom en velvoksen klat på en ostemad. En stærkere ost, blå eller lagret, ville være fabelagtig til formålet.
200 g kødfulde tomater (jeg brugte RAF-tomater, som jeg har plapret om her)
100 g skalotteløg
2-3 spsk. sukker
2-3 spsk. god vin- eller æbleeddike
Olivenolie
Salt
En ordentlig omgang peber
Skyl og afdryp tomater og skalotteløg. Hak tomaterne groft og skalotteløgene fint. Svits løgene klare i lidt olivenolie ved middel varme. Tilsæt sukker, eddike og hakkede tomater og lad det koge stille ind til en fedtet og lækker masse. Det tager et kvarters tid. Smag til med eddike, salt og peber til du skammer dig. Spis marmeladen varm, eller hæld den på skoldede glas og gem den en lille uges tid.
Tweak din tomatmarmelade med citron, anis eller måske lidt røget chili. Og Jeg kan lide min marmelade chunky, men hak tomaterne finere, hvis du gerne vil have et mere smørbart spread.
Hvad smører du din mad ind i, så den bliver sød og spicy?
/Madgrisen