salat med mango, agurk, avocado og misodressing
Den frelste madgris Den hurtige madgris Madgrisen i køkkenet

Forårssalat med mango, avocado, agurk og genial misodressing

Madgrisen er i dén grad i forårshumør. Erantis og vintergækker dukker frem i sydvendte hjørner. Luften føles anderledes mod huden, og man kan mærke solens varme i kinderne. What is not to love?

Også i køkkenet er der seriøse forårsfornemmelser. Madgrisen er so over vinterens robuste gryderetter (altså, i denne omgang) og gider kun at spise lette, sprøde, luftige retter. Giv mig stenbiderrogn, giv mig makrelrilette, giv mig gin og tonics på terrassen… Okay, vent måske lige et par måneder med udendørsserveringerne, men alligevel.

Salaten her tilfredsstiller alle mine forårscravings. Den er sprød og blid i munden, men dressingen sparker fra sig med både varme og umami, så salaten ikke bliver hverken fad eller forglemmelig. Dressingen er i sig selv rimelig genial – fire ingredienser, som kan smages hver og én, men spiller virkelig fint sammen. Madgrisen er vild med den slags enkle, velproportionerede tilføjelser til sine måltider. 

Forårssalat med mango, avocado, agurk og genial misodressing

Dressing
3 spsk. hvid misopasta
2 spsk. flydende honning
1 spsk. fintreven ingefær
Saft af 1 stor, saftig citron

Salat
1 lille agurk
1 moden mango
1 avocado
2 forårsløg

Pisk ingredienserne til dressingen sammen og smag til. Man skal kunne smage alle fire ingredienser, men ingen af dem må overdøve de andre. Hold evt. lidt igen med ingefæren, så du ikke kommer til at overgøre det.

Skyl og afdryp agurk, mango og forårsløg. Flæk agurken, skrab kernerne ud med en teske og skær det reelle kød i skrå skiver. Skær mangokødet fra skal og sten og skær det i fine både. Flæk avocadoen, skrab kødet ud og skær det skær det om mangokødet. Snit forårsløgene helt fint. Vend grøntsagerne sammen og dryp dressingen over salaten.

Madgrisen spiste salaten som den var, men den kan sagtens vendes sammen med både quinoa, bulgur eller endda nudler. Umamien fra misopastaen gør smagen mættende, selvom retten er fin og frisk. Gør dig selv den tjeneste at lære dressingen udenad, for den passer til et væld af retter. Lav fx asiatisk råkost med hvidkål, gulerødder og misodressing, eller lav friske forårsruller og dyp dem i masser af umami-herlighed. Det smager af forår og lyseblå himmel, og det er lige, hvad Madgrisen har mest lyst til i øjeblikket.

Hvad spiser du for at fejre, at foråret er på vej?

/Madgrisen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *