Site icon madgrisen.dk

Broccoli med avocadocreme

Madgrisen elsker creme. Hvad enten det er kagecreme, nøddepesto eller mayonnaise – you name it, I love it. Og jeg spiser meget creme. Jeg spiser creme (syltetøj) til morgenmad, jeg spiser creme (aïoli) til frokost, og jeg spiser rigtig meget creme (sauce, dressing, puré) til aftensmad. Hvis Madgrisen skulle hedde noget som helst andet end Madgrisen, skulle jeg hedde Cremegrisen (eller Madsvinet, men det lyder måske ikke så pænt).

Derfor bliver jeg noget så glad, når jeg finder på nye måder at gøre min mad mere cremet. Det handler ikke altid om at smide hele dit måltid i en blender og gøre det til en suppe (selvom det er dejligt). Eller at purere dine kartofler til en mos (selvom det er dejligt). Nogle gange handler det om at give dit måltid en rar, blød kappe af creme. At give dit måltid et creme-kram, så at sige. Salaten her er en enkel og hurtig side dish (til fx kylling eller fisk), som også sagtens kan spises for sig selv. Og så gør den Cremegrisen glad i låget. Broccoli med avocadocreme

1 lille broccoli
2 avocadoer
1 citron
1/2 fed hvidløg
Salt og peber

Skyl og afdryp broccolien og del den i helt små buketter. Blanchér broccolien et enkelt minut i kogende, saltet vand og dryp den grundigt af i en sigte. Kom avocadokødet i en skål og mos det grundigt. Vend avocadocremen med citronsaft, knust hvidløg, salt og peber. Vend broccoli og avocadocreme sammen og servér med det samme. Kom hakket rødløg, feta eller måske en håndfuld pinjekerner i salaten, hvis du har lyst.

Hvilket creme-kram giver du helst din mad?

/Madgrisen