Madgrisen er som sådan mere en saltgris end en sukkergris. Jeg vil altid hellere have forret end dessert, og jeg vil hellere have salte end søde snacks. Men der skal jo være undtagelser. Og cheesecakes er netop dét.
Madgrisen elsker cheesecakes, men jeg kan helt sikkert bedst lide de bagte variationer. De ubagte varianter (ofte lavet på husblas) bliver lige fromage-agtige nok til mig. Denne cheesecake er netop bagt, og den har fået smag af den klassiske kærnemælkskoldskål, som vel er noget af det mest sommerlige i hele verden. Det er som sådan ikke svært at lave cheesecake – det eneste, som man skal være opmærksom på, er at kagen ikke sprækker under nedkøling. Tricket her er at undgå at give kagen kuldechok og altså nedkøle kagen l-a-n-g-s-o-m-t. Jeg serverede kagen helt simplet til dessert, men den gør sig også fortræffeligt som fødselsdagskage. Det er i øvrigt bestemt ikke en slankende kage. Men I havde vel i virkeligheden ikke forventet andet af mig…
En springform på 24 cm
En stor bradepande
Nykogt vand
Bund
Kammerjunkere
Smør
Fyld
250 g sukker
2 spsk. majsstivelse
1 kg cream cheese ved stuetemperatur
Saft af 1 citron
3 vaniljestænger
3 æg og 3 æggeblommer
200 g creme fraiche, 18% eller 38%
250 ml kærnemælk
Citronmelisse til pynt
Forvarm ovnen til 175 grader. Smør springformen grundigt og pak ydersiden ind i sølvpapir. Knus kammerjunkerne. Bred kammerjunkerne ud i springformen til en jævn bund og hæld smeltet smør over, så kammerjunkerne er mættet.
Bland sukker og majsstivelse i en lille skål og sæt til side. Pisk cream cheese’n let fluffy med en elpisker på laveste hastighed. Tilsæt sukker-majsstivelse og pisk til sukkeret akkurat er blandet i flødeosten. Tilsæt citronsaft og vanilje. Tilsæt æg og æggeblommer én ad gangen (sørg for at osteblandingen er blandet efter hvert æg). Skrab siderne af skålen ned hvis det bliver nødvendigt. Tilsæt creme fraiche og derefter kærnemælk. Pisk i 20 sekunder, så du er sikker på at dejen er godt blandet.
Hæld dejen over kammerjunkerne. Sæt springformen i bradepanden og sæt den i midten af ovnen. Hæld nykogt vand i bradepanden, til det står halvt op ad kageformen. Bag kagen i vandbad i 55-65 minutter. Kagen vil hæve, føles sat i midten og have en let wobble i midten. Fjern kagen fra ovnen og lad den køle af i vandet. Sæt kagen (stadig med folie på) i køleskabet og lad køle natten over. Pynt med citronmelisse og skær kagen ud med en varm kniv. Kagen kan holde sig en lille uge på køl.
Madgrisen synes denne cheesecake er ret fræk, fordi den smager frisk og sommerligt og ikke tungt (som det jo ellers kan frygtes, når man laver kage af et helt kilo flødeost). Jeg vender frygteligt tilbage snart med en anden cheesecake-opskrift, som bestemt ikke er for the faint at heart. Stay tuned!
Hvad er din yndlings-cheesecake?
/Madgrisen