Madgrisen er ikke kræsen. Faktisk har jeg ingen erindring om nogensinde at have smagt noget, som jeg decideret ikke kunne lide. Da jeg var lille guffede jeg lykkeligt pastrami, oliven, spinat og andre klassiske børneafskrækkere i mig. Den dag i dag skal jeg gøre mig umage for ikke at betragte kræsenhed som en alvorlig karakterfejl. Selvølgelig skal man have lov til at bryde sig mindre om noget mad end andet, men det kan irritere mig helt grænseløst, at noget mad bliver stemplet som frastødende – fordi det er utraditionelt, sjældent eller måske bare lidt gammeldags. Sådan har jeg det med marv.
Jeg møder oftest marv, når jeg spiser osso buco – som på billederne herover til madklub hos min veninde (jeg lover at lokke en opskrift ud af hende). Nogle begår den for mig helt igennem kriminelle handling at fjerne marven fra benene inden okseskanken kommer i gryden. På den måde er man da også sikker på at miste hele den cremede, kødede (næ, se, et helt nyt ord) fylde, som marven giver den skønne ret. Det er fair nok, hvis ikke du har lyst til at spise marven for sig selv, men gør dig selv den tjeneste at grave lidt af marven ud fra benet og røre det i saucen på din tallerken. Det er instant umami og lidt af en luksus, hvis du spørger mig. Hvis du er mere eventyrlysten og ikke bange for marvens instense smag, kan jeg på det varmeste anbefale at følge sydøsteuropæisk tradition og smøre den cremede marv ud på et stykke ristet brød. Det er det syndigste, dejligste alternativ til en klassisk leverhakker, du nogensinde kommer til at smage.
Hvilken ret elsker du på trods af dens dårlige rygte?
/Madgrisen
Jeg er til TUNGE! En saltet & kogt kalvetunge med grønlangkål, rugbrød & sennep er altså også toppen.
Åh, saltet tunge smager godt nok også dejligt. Det må jeg jeg få lavet snart!
Jeps, & skulle der blive rester, så er det vore gamle venner skal på banen: Tarteletterne! De kan så fyldes med stuvede ærter & gulerødder med persille + tunge i tern.