Archive for Madgrisens venner

Gennem marv og ben

Madgrisen er ikke kræsen. Faktisk har jeg ingen erindring om nogensinde at have smagt noget, som jeg decideret ikke kunne lide. Da jeg var lille guffede jeg lykkeligt pastrami, oliven, spinat og andre klassiske børneafskrækkere i mig. Den dag i dag skal jeg gøre mig umage for ikke at betragte kræsenhed som en alvorlig karakterfejl. Selvølgelig skal man have lov til at bryde sig mindre om noget mad end andet, men det kan irritere mig helt grænseløst, at noget mad bliver stemplet som frastødende – fordi det er utraditionelt, sjældent eller måske bare lidt gammeldags. Sådan har jeg det med marv.Osso buco

Jeg møder oftest marv, når jeg spiser osso buco – som på billederne herover til madklub hos min veninde (jeg lover at lokke en opskrift ud af hende). Nogle begår den for mig helt igennem kriminelle handling at fjerne marven fra benene inden okseskanken kommer i gryden. På den måde er man da også sikker på at miste hele den cremede, kødede (næ, se, et helt nyt ord) fylde, som marven giver den skønne ret. Det er fair nok, hvis ikke du har lyst til at spise marven for sig selv, men gør dig selv den tjeneste at grave lidt af marven ud fra benet og røre det i saucen på din tallerken. Det er instant umami og lidt af en luksus, hvis du spørger mig. Hvis du er mere eventyrlysten og ikke bange for marvens instense smag, kan jeg på det varmeste anbefale at følge sydøsteuropæisk tradition og smøre den cremede marv ud på et stykke ristet brød. Det er det syndigste, dejligste alternativ til en klassisk leverhakker, du nogensinde kommer til at smage.

Hvilken ret elsker du på trods af dens dårlige rygte?

/Madgrisen

Hapsepizza og festsnacks

Madgrisen var til fest i weekenden. Jeg er heldigvis kommet i den alder, hvor forplejningen til fester ikke længere udelukkende består af chips direkte fra posen og lunkne dåseøl nede fra kiosken. Næ, der var skam hæderlige bobler på drengen, og den skønne vært havde været snu og fyldt hele køkkenet med mise en place, som bare skulle trylles om til hapsere til selskabet. Madgrisen indtog med glæde rollen som den irriterende gæst, der invaderer køkkenet som ubrugelig, snalret køkkenhjælp.

Hvis man som festens vært er smart og tænker lidt forud, behøver man ikke forlade festen i flere timer for at forberede snacks. Bevares, der var da rigeligt snyd involveret, og der er sikkert mange italienske mama’er, som ville korse sig over vores blasfemiske behandling af deres nationalret, men resultatet smagte skønt. Og det er vel, når alt kommer til alt, i virkeligheden det, der tæller.

Snackpizza

Hurtige pizzahapsere
Opskriften giver to pizzaer og kan sagtens ganges op

2 pakker færdigrullet pizzadej (de fås økologiske og ganske fine hos fx Aarstiderne.com)

Fyld #1
Rødbede i tynde, tynde skiver
1/2 bæger ricotta
Lidt reven ost
1 fennikel i tynde, tynde, skiver
Nogle skiver god, røget bacon
Hakket fennikeltop
Olivenolie
Salt og peber

Fyld #2
Kartoffel i tynde, tynde skiver
Lidt ricotta
1/2 rulle gedeost
Frisk rosmarin
Tørret chili
Olivenolie
Salt og peber

Bred pizzadejene ud, smør ricotta på og beklæd pizzaerne med fyld (minus de friske krydderurter). Bag dem ca. 20 minutter i en 200 grader varm ovn, giv dem ekstra olivenolie og grønt på toppen. Skær ud i hapsere og gør dine gæster glade. Simple as pie (or pizza).

Madgrisen syntes især rødbedepizzaen var fræk. Rødbede er jo generelt en groft undervurderet knold, som har uendelig meget mere potentiale end hvad de fleste bruger den til (hej, leverpostejsmad). Syltede rødbeder er geniale, men rødbeden kan virkelig meget mere end dét. Det skal I nok høre meget mere om en anden gang… I øvrigt tak til Stine for at stille kamera til rådighed og til Frej for at udholde Madgrisens belejring af køkkenet.

Hvad serverer du til fester, når det skal være nemt, hurtigt og lækkert?

/Madgrisen