Madgrisen har en del pet peeves, når det kommer til mad. Jeg har stadig ikke forstået, hvorfor vi alle sammen lige pludselig skal spise skyr. Skøre vegetariske erstatningsprodukter for kød er generelt lost upon me (I get it, du har valgt ikke at spise kød – og så sidder du og gnaver i en speltbøf i stedet for at glæde dig over den overflod af smukke og særlige grøntsager, der findes i verden?). Og så fatter jeg ikke, hvorfor alle saucer/dips/smørbarheder pludselig kan gå under navnet pesto. Der er pesto med artiskok (det hedder artiskokcreme) og med peberfrugt (det hedder ajvar) og gudhjælpemig også pesto med rødbeder (det ved jeg ikke engang, hvad er. Bliver det næste en kartoffelpesto?).
For Madgrisen er pesto simpelthen en mere eller mindre flydende/chunky sauce lavet på en form for nødder, en form for krydderurter, en form for tør ost, hvidløg, citron og olivenolie. Simple as that. Og selvom dén definition måske lyder uretfærdigt begrænsende hos diverse produktudviklere rundt om i landets fødevarevirksomheder (jeg smider en halvtredser på, at vi har set en palæopesto på hylderne i supermarkederne, inden året er omme: “NU MED OLDTIDSNØDDER!”), er der stadig masser af muligheder for at variere sin pesto. Og sådan gik det til, at denne pesto med pistacienødder, mynte og bagte hvidløg blev til.
Pistaciepesto med mynte og bagt hvidløg
2-3 fed hvidløg (afhængigt af størrelsen)
En håndfuld usaltede pistacienødder
En lille håndfuld mynteblade
Reven pecorino, til du skammer dig
Olivenolie (den bedste, du har mod på at ofre)
Citronsaft
Tænd ovnen på 180 grader. Bag hvidløgene i deres skal i 40-50 minutter, til de er bløde, møre og blide i smagen. Knus pistacienødderne (groft eller fint efter præference) i en morter (eller en minihakker. Madgrisen synes dog, at der er noget herligt og primalt over at stå og smadre nødder i en granitmorter). Kom hvidløgene ved og rør dem godt ud i nødderne. Tilsæt hakket mynte og reven pecorino (det er tilladt, nej, velset, at smage til undervejs) og spæd til med olivenolie, til pestoen samler sig. Smag til med citronsaft og evt. lidt salt (osten er ret salt, så det er ikke sikkert, at det er nødvendigt). Servér pestoen på ristet brød, til pølse og oliven eller vendt i en simpel og venlig pastaret.
Madgrisen elsker den blide smag, som hvidløg får af at blive bagt, og den går rigtig godt i spænd med den fine fedme, som pistacienødder har. Mynten kan godt blive overdøvende – erstat ca. halvdelen af den med basilikum, hvis du synes det hele begynder at smage af tandpasta.
Jeg er nysgerrig – hvad er den mærkværdigste “pesto”, du er stødt på?
/Madgrisen