Tag Archive for hvidløg

Pistaciepesto med mynte og bagte hvidløg

Madgrisen har en del pet peeves, når det kommer til mad. Jeg har stadig ikke forstået, hvorfor vi alle sammen lige pludselig skal spise skyr. Skøre vegetariske erstatningsprodukter for kød er generelt lost upon me (I get it, du har valgt ikke at spise kød – og så sidder du og gnaver i en speltbøf i stedet for at glæde dig over den overflod af smukke og særlige grøntsager, din diæt giver dig lov til at spise?). Og så fatter jeg ikke, hvorfor alle saucer/dips/smørbarheder pludselig kan gå under navnet pesto. Der er pesto med artiskok (det hedder artiskokcreme) og med peberfrugt (det hedder ajvar) og gudhjælpemig også pesto med rødbeder (det ved jeg ikke engang, hvad er. Bliver det næste en kartoffelpesto?).

For Madgrisen er pesto simpelthen en mere eller mindre flydende/chunky sauce lavet på en form for nødder, en form for krydderurter, en form for tør ost, hvidløg, citron og olivenolie. Simple as that. Og selvom dén definition måske lyder uretfærdigt begrænsende hos diverse produktudviklere rundt om i landets fødevarevirksomheder (jeg smider en halvtredser på, at vi har set en palæopesto på hylderne i supermarkederne, inden året er omme: “NU MED OLDTIDSNØDDER!”), er der stadig masser af muligheder for at variere sin pesto. Og sådan gik det til, at denne pesto med pistacienødder, mynte og bagte hvidløg blev til. PISTACIEPESTOPistaciepesto med mynte og bagt hvidløg

2-3 fed hvidløg (afhængigt af størrelsen)
En håndfuld usaltede pistacienødder
En lille håndfuld mynteblade
Reven pecorino, til du skammer dig
Olivenolie (den bedste, du har mod på at ofre)
Citronsaft

Tænd ovnen på 180 grader. Bag hvidløgene i deres skal i 20-25 minutter, til de er bløde, møre og blide i smagen. Knus pistacienødderne (groft eller fint efter præference) i en morter (eller en minihakker. Madgrisen synes dog, at der er noget herligt og primalt over at stå og smadre nødder i en granitmorter). Kom hvidløgene ved og rør dem godt ud i nødderne. Tilsæt hakket mynte og reven pecorino (det er tilladt, nej, velset, at smage til undervejs) og spæd til med olivenolie, til pestoen samler sig. Smag til med citronsaft og evt. lidt salt (osten er ret salt, så det er ikke sikkert, at det er nødvendigt). Servér pestoen på ristet brød, til pølse og oliven eller vendt i en simpel og venlig pastaret.

Madgrisen elsker den blide smag, som hvidløg får af at blive bagt, og den går rigtig godt i spænd med den fine fedme, som pistacienødder har. Mynten kan godt blive overdøvende – erstat ca. halvdelen af den med basilikum, hvis du synes det hele begynder at smage af tandpasta.

Jeg er nysgerrig – hvad er den mærkværdigste “pesto”, du er stødt på?

/Madgrisen

Mayonnaise med tre slags bagte løg

Det var en chokerende oplevelse for Madgrisen at røre sin første mayonnaise. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg kiggede ned i skålen med cremefarvet, tyktflydende vidundermasse og med ét indså, at mit livskapitel med kridhvid, metallisk smagende, overbehandlet købemayonnaise var slut. Og jeg må indrømme, at jeg ikke savner det. For considering hvor stor værdi en hjemmerørt mayonnaise kan tilføje dit liv, er den ikke engang svær at lave (folk, som hidser sig op over faren for at det hele bliver noget skilt hø, er hysteriske og burde lære at håndtere et piskeris. Der skal bruges løs hånd, venner).

Mayonnaisen her er lidt speciel. Den er inspireret af den franske aïoli, som indeholder rå eller bagt hvidløg. Madgrisen har bygget videre på ideen og proppet mayonnaisen med bagte løgtyper. Bagte løg har en fedtethed og sødme, som jeg synes er meget charmerende. Du kan selvfølgelig vælge andre løgtyper, hvis du har lyst, eller helt udelade dem og nyde din mayonnaise som Gud (eller rettere sagt du) har skabt den. Andre af Madgrisens yndlinger er mayonnaise rørt op med grovkornet sennep, røget chili eller reven peberrod. Mayonnaise med løg

Mayonnaise med tre slags bagte løg

Mayonnaise
2 pasteuriserede æggeblommer
Salt
Ca. 1 spsk. lys eddike
2-3 dl smagsneutral olie (jeg brugte solsikkeolie)

Bagte løg
5 fed hvidløg
1 porre
2-3 skatlotteløg

Del skalotteløgene og porren i halve på langs (du behøver ikke at tage skallen af løgene; de yderste lag bliver alligevel lidt brændte og bliver derfor kasseret). Vend porre, skalotteløg og hele hvidløgsfed (også med skal på) med lidt olivenolie og bag dem ca. 1 time ved 150 grader. Lad dem køle af og fjern evt. brændte lag. Det, vi er ude efter, er den brunede, smattede, sødmefulde kerne af løgene.

Kom æggeblommerne i en skål og rør dem lange med lidt salt. Pisk lidt eddike i. Tilsæt lidt olie i en tynd stråle og pisk grundigt, så æg og olie emulgerer. Hæld lidt mere olie i og pisk igen. Fortsæt processen til du når den rette konsistens; efterhånden kan du godt være mere modig med mængden af olie, der bliver tilsat ad gangen. Jeg kan lide min mayonnaise ret lind og ikke selvstående som de fleste købemayonnaiser, og tilsætter derfor ikke helt voldsomme mængder olie. Smag evt. til med salt og eddike igen (og pas på ikke at spise hele skålen under tilsmagning. Det er en reel risiko hver gang Madgrisen laver mayonnaise).

Hak de bagte løg til en smattet, ensartet masse af dem. Tag lidt fra til pynt og rør resten i mayonnaisen. Smag til og servér med det samme. Hvis du har gæster og derfor ikke kan tillade dig at spise mayo’en med ske, kan Madgrisen anbefale den oven på en mad med roastbeef eller i generøse klatter over en simpel salat af fintsnittet rå rødbede og rødløg.

Hvad er din yndlings-mayo-variation?

/Madgrisen