Madgrisen skal til fest i aften (what else is new). En af mine gode veninder er blevet færdig med sin uddannelse og har inviteret på abefest for at fejre det. Madgrisen støtter helhjertet op om projektet og råber hurra og alt det der, men bliver også en kende stresset ved tanken om, hvad man tager med som gave til sådan en fest. “Tillykke med din uddannelse – jeg har købt en ergonomisk computermus til dig.” Den holder ikke rigtig, vel?
Løsningen på mine kvaler blev en drikkelig gave. Sådan én kan alle bruge (den kan endda vise sig ganske nødvendig i forbindelse med jobsøgningsrelaterede breakdowns) – og hvis du gør bare lidt mere ud af det end at købe en ramme bajere, er der mulighed for seriøse pluspoint på gæste-kontoen. Opskriften her kræver selvfølgelig, at du ikke går i gang to timer før du skal til fest. Til gengæld er den himmelråbende simpel, kan varieres i det uendelige og vil med sikkerhed imponere på ethvert gavebord. Versionen her er måske lige lovlig fimset i farve og smag, hvis du skal til herrefest, men what the hell – I har sikkert brug for at komme i kontakt med jeres feminine side. Og skidtet smager jo godt.
Vodka med granatæble og vanilje
Opskriften giver en flaske pink vodka
1 flaske vodka (jeg brugte Smirnoff)
2 granatæbler
1 vaniljestang
Hæld vodkaen over i et skoldet sylteglas. Flæk granatæblerne og bank kernerne ud ved at banke hårdt på skallen med en grydeske, så kernerne falder ud og ned i glasset med vodka. Pas på du ikke får de hvide hinder med, de er sindssygt bitre. Luk glasset tæt og stil det på køl i tre dage. Vend det et par gange om dagen. Si vodkaen i et rent klæde og hæld den på en skoldet flaske. Flæk vaniljestangen og kom den i flasken. Lad flasken trække på køl i fire dage. Nu er vodkaen klar til brug. Den kan holde sig på køl et par måneder – tag vaniljestangen op, hvis du synes smagen bliver for overvældende.
Drik vodkaen som den er, eller lav en homo-skinny bitch med danskvand og lime. Hvis man er en luksusgris (og det er man jo) kan den toppes med bobler – min favorit til hverdagsbrug er den økologiske cava Terra Organica, som kan gøre en hver mandag til en fest.
Hvad er din bedste spiselige (eller drikkelige) værtindegave?
/Madgrisen