Archive for Den stive madgris

Ingefærsirup til en kick-ass ginger ale

Madgrisen skal ikke disputere, at ginger ale er kongen af sodavand. Men prøv engang at smage på den, næste gang du har købt en flaske: Smager den af ingefær? Nej, vel? Jeg elsker den potente smag af rigtig ingefær og bruger den i varme og kolde såvel som søde og salte retter. Og i hjemmelavet ginger ale. Hvis færdigkøbt ginger ale er kongen af sodavand, er hjemmelavet ginger ale den diktatoriske, enerådige kejser of all things carbonated. Og Madgrisen bøjer sig i støvet som den velopdragne undersåt, jeg er. GINGER ALEIngefærsirup til en kick-ass ginger ale

2 dl vand
2 dl sukker
En ordentlig chunk ingefær, ca. 100 g
1 stor, flot lime

Skær ingefæren i tynde skiver (brug ikke tid på at skrælle den, siruppen skal alligevel sies). Skræl skallen af limen med en tyndskræller. Bring vand, sukker, limeskal og ingefær i kog i en lille gryde og lad siruppen simre stille og roligt, ca. 20 minutter. Afkøl og si siruppen, hæld den på et skoldet glas og opbevar den i køleskabet. Den kan holde sig en lille uge, men lur mig om ikke den bliver drukket inden!

Bland siruppen med danskvand, når du får lyst til ginger ale, og servér den med masser af is og frisk lime. Tilsæt mørk rom (så bliver drinken til en dark and stormy) eller vodka (og tryl din drink om til en moscow mule). Du kan også blande siruppen med god, ufiltreret æblemost og varme drikken nænsomt op. Tilsæt rom og evt. lidt stjerneanis eller nelliker og nyd din toddy extraordinaire på en mørk og arrig stormvejrsaften. Men det bedste ved denne sirup er næsten, at den kan bruges til meget mere end ginger ale og dens alkoholiske søstre. Prøv at drizzle siruppen over en god, fed vaniljeis. Dine middagsgæster will not know what hit them, men de bliver med garanti glade for det spicy element efter en mægtig middag. Eller brug siruppen som erstatning for honning i en (ikke længere særlig) klassisk vinaigrette. Det giver et uventet, sødligt-krydret spark og er især velegnet til retter med fedme og fylde.

Er du til færdigkøbte eller hjemmelavede sukkerdrinks?

/Madgrisen

Cocktail med rabarber, lakrids og vanilje

Madgrisen bliver helt og aldeles kulret af sommeren. Solskin eller sommertorden, 15 eller 30 grader – det er (næsten) komplet lige meget… For sommertid betyder rabarbertid.

Friske rabarber er uden tvivl én af mine yndlingsråvarer. Syrlig, sød og meget aromatisk. Madgrisen glæder sig til rabarbercrumble, rabarbermarmelade og rabarberis (!) hen over sommeren… De første rabarber jeg fik fingre i, valgte jeg dog at koge til saft, som efterfølgende blev shaket sammen med lakridspulver og vodka til en herlig læskende sag af en sommercocktail. Så er det nærmest ligegyldigt om det regner udenfor – der er i hvert fald solskin i dit glas! Madgrisen foreslår at imponere med drinken til grillfest i gården, på picnic (opbevar saft, booze og is separat og shake cocktails a la minute) eller bare fordi du får besøg af én, du holder af. RABARBERDRINKRabarbersaft og -cocktail
Opskriften giver ca. 1 liter saft

Rabarbersaft
1 bundt friske vinrabarber
1 citron
1 vaniljestang
Ca. 200 g rørsukker
1 liter vand

Til drinks
Vodka
Rålakridspulver (efter smag)
Citronskiver

Rens rabarberne og skær dem i tynde skiver. Skær citronen i skiver og flæk vaniljestangen. Kom alle ingredienser i en gryde og bring langsomt saften i kog. Lad saften koge stille og roligt i 10 minutter. Køl saften helt af, evt. natten over. Si saften og hæld den på en skoldet flaske. Når saften ikke bliver tilsat tilsætningsstoffer, kan den ikke holde sig så længe (hint: det gør den ikke either way, for den bliver drukket med det samme). Drik saften som den er med masser af is, eller lav en fræk sommercocktail ved at shake vodka, lakridspulver og is sammen og anrette i et glas med rabarbersaft og rigeligt ekstra citron. Madgrisen synes, at drinken indkapsler alt hvad der er smukt ved den danske sommer – sødme, solskin og den besnærende risiko for, at man bliver druknet af en skylle om fem minutter…

Hvad er din yndlings-sommerdrik?

/Madgrisen

Knob Creek bourbon og whiskey sours

I’m a bourbon kinda girl. Men det har jeg ikke altid været. Faktisk begyndte jeg kun at drikke bourbon for at imponere en fyr… Unge og betagede har vi vel alle været engang. Det gik dog hverken værre eller bedre, at det skulle vise sig at være forholdet til bourbon’en, der holdt. For da fascinationen af fyren aftog, stod kærligheden til den mørke, røgede, mandede drik tilbage. Jeg drikker helst min bourbon straight og ellers i en whiskey sour. Jeg synes til gengæld det er synd at hælde cola på – det minder om præ-opblandede plasticflaske-sjusser til fortidens gymnasiefester, og det er der vist ingen, som har gavn af at huske på.

I’m also a package kinda girl. Og hvor pervereret det end må lyde i visse ører, dækker det simpelthen bare over, at jeg er en sucker for smukt og gennemtænkt produktdesign. Det er selvfølgelig indholdet, der gælder, men jeg kan stadig ikke stå for den charme, som en rigtig fin indpakning kan give et hvilket som helst produkt.

Knob Creek bourbon

Derfor var det a match made in heaven, da jeg fik fingrene i en flaske bourbon fra Knob Creek. Se nu hvor pæn (propert belyst af levende lys; det er jo nærmest den hellige gral, vi taler om her). Knob Creek er opkaldt efter Abraham Lincoln’s fødested; det siges, at hans far solgte sin gård for ni tønder bourbon og efterlod familien i fattigdom. Sådan en flaske emmer af deep south, cigarer og sagte snakke på herreværelset – og skal behandles derefter. Jeg fandt en opskrift på whiskey sour i en herlig cocktailguide fra 1967. Den består slet og ret af 3 dele whiskey, 1 del citronsaft og 3 teskefulde simple syrup, som shakes og sies over i et glas med et par stænk Angostura. Da jeg ikke ejer et sour-glas, som guiden også oplyste om, blev drinken lige vel stor nok og, selvom jeg ikke kan lide at indrømme det, også lige vel stærk nok. Madgrisen anbefaler at finde et mindre glas eller spæde op med soda. Ikke desto mindre er det en skøn drink, som måske vil kunne charmere en fellow whiskey-elsker. Og hvis det heller ikke holder, kan herredrinken vel også bruges til at drukne knuste hjerter i. Madgrisen bliver under alle omstændigheder ved med at drikke bourbon.

Hvad er din yndlings-herre-drink?

/Madgrisen

Vodka med granatæble og vanilje

Madgrisen skal til fest i aften (what else is new). En af mine gode veninder er blevet færdig med sin uddannelse og har inviteret på abefest for at fejre det. Madgrisen støtter helhjertet op om projektet og råber hurra og alt det der, men bliver også en kende stresset ved tanken om, hvad man tager med som gave til sådan en fest. “Tillykke med din uddannelse – jeg har købt en ergonomisk computermus til dig.” Den holder ikke rigtig, vel?

Løsningen på mine kvaler blev en drikkelig gave. Sådan én kan alle bruge (den kan endda vise sig ganske nødvendig i forbindelse med jobsøgningsrelaterede breakdowns) – og hvis du gør bare lidt mere ud af det end at købe en ramme bajere, er der mulighed for seriøse pluspoint på gæste-kontoen. Opskriften her kræver selvfølgelig, at du ikke går i gang to timer før du skal til fest. Til gengæld er den himmelråbende simpel, kan varieres i det uendelige og vil med sikkerhed imponere på ethvert gavebord. Versionen her er måske lige lovlig fimset i farve og smag, hvis du skal til herrefest, men what the hell – I har sikkert brug for at komme i kontakt med jeres feminine side. Og skidtet smager jo godt.

pigevodka

Vodka med granatæble og vanilje
Opskriften giver en flaske pink vodka

1 flaske vodka (jeg brugte Smirnoff)
2 granatæbler
1 vaniljestang

Hæld vodkaen over i et skoldet sylteglas. Flæk granatæblerne og bank kernerne ud ved at banke hårdt på skallen med en grydeske, så kernerne falder ud og ned i glasset med vodka. Pas på du ikke får de hvide hinder med, de er sindssygt bitre. Luk glasset tæt og stil det på køl i tre dage. Vend det et par gange om dagen. Si vodkaen i et rent klæde og hæld den på en skoldet flaske. Flæk vaniljestangen og kom den i flasken. Lad flasken trække på køl i fire dage. Nu er vodkaen klar til brug. Den kan holde sig på køl et par måneder – tag vaniljestangen op, hvis du synes smagen bliver for overvældende.

Drik vodkaen som den er, eller lav en homo-skinny bitch med danskvand og lime. Hvis man er en luksusgris (og det er man jo) kan den toppes med bobler – min favorit til hverdagsbrug er den økologiske cava Terra Organica, som kan gøre en hver mandag til en fest.

Hvad er din bedste spiselige (eller drikkelige) værtindegave?

/Madgrisen