Den dovne madgris Den komfortable madgris Madgrisen i køkkenet

Svampet kage med olivenolie og citron

Madgrisen chokerer vel efterhånden ikke nogen, når jeg bekender min kærlighed til smør. Netop derfor kan opskriften her komme som lidt af en overraskelse; for her er smørret bevidst blevet fravalgt. Før man gør klar til at afskrive Madgrisen som værende blevet bindegal, skal det dog nævnes, hvad smørret er erstattet med: Smuk, lind, gylden olivenolie. Det var straks bedre.

Jeg lavede kagen her til min søster, som ikke kan tåle laktose. Det er jo noget værre noget – især når man er glad for kager (farvel cheesecake, so long chokoladekage, adieu cookies). Madgrisen synes et liv uden kage lyder rigtig kedeligt og gik derfor i gang med at afprøve kager med masser af sex appeal og svampet godhed, men uden smør, fløde og andre herligheder.

Det blev til denne kage, som bliver svampet og kærlig af godt med olivenolie og får karakter og bid af en helvedes masse citron. Kagen smager af olivenolie, men ikke på en urar måde; smagen af oliven ligger nærmere som blød og venlig undertone i kagen. Jeg brugte en forholdsvis mild ekstra jomfru olivenolie til kagen – jeg tænker lidt, at en kraftigere olie vil blive for overvældende. Men prøv dig frem – Madgrisen går på alle måder ind for maksimal valgfrihed i køkkenet.OLIVENOLIEKAGE2Svampet kage med olivenolie og citron

2,5 dl hvedemel
2 spsk. majsstivelse
Skal af 2 citroner
Saft af 2 citroner
5 æggeblommer
4 æggehvider
1,75 dl sukker + ekstra til at drysse med
1, 75 dl oliveolie + ekstra til at smøre med
1/2-1 tsk. salt

Forvarm ovnen til 180 grader. Smør en springform med olivenolie.

Bland citronskal, hvedemel og majsstivelse i en skål.

Pisk 1,25 dl sukker grundigt sammen med æggeblommerne med fuld smadder til en tyk, bleg æggesnaps. Det tager ca. 3 minutter. Hæld olivenolie og citronsaft i og pisk ved medium hastighed til massen akkurat er samlet. Fold melmassen i dejen med en træske. Bland kun akkurat nok til, at dejen samler sig.

Pisk æggehviderne sammen med salt, til hviderne skummer. Tilsæt resten af sukkeret (ca. 1/2 dl) lidt ad gangen, til hviderne danner bløde toppe, ca. 3 minutter. Fold først 1/3 af æggehviderne i dejen og derefter resten. Vend blidt, men grundigt.

Hæld dejen i springformen og giv den et par tap på køkkenbordet, så luftboblerne frigøres fra kagen. Drys toppen med lidt sukker og bag kagen til den er gylden og gennembagt, ca. 45 minutter. Lad kagen køle lidt og befri den for springformen. Lad den køle helt af og spis til kaffe eller te. Olivenolie stivner ikke ved stuetemperatur, så kagen bevarer sin saftighed og kan sagtens spises både to og tre dage efter bagning.

Hvad serverer du af lækkerier for laktoseallergiske madgrise?

/Madgrisen

1 Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *