Archive for december 2013

Appelsinsalat med fennikel, oliven og mandler

Madgrisen elsker julens fede og overgjorte måltider. Det er bestemt rigtigt, at man føler sig kørt over af en bus fyldt med ænder, svin, fedt og sukker efter en proper julemiddag. Men skal det være, så lad det være. Spis, til du skammer dig. Og skam dig først i morgen. Det sker jo kun én gang om året. Eller to. Eller…

Alligevel er det rigtig dejligt med et afbræk og en snert af friskhed. Det er sgu ikke for at vende julefedtet ryggen eller for at prædike variation i kosten for jer (det må nogle andre gøre, og på et andet tidspunkt end midt i risengrøden). Det er bare sådan, at ethvert måltid, om det så er julefedtet eller ej, godt kan bruge et skud saftig kontrast. Og det kan denne lille fikse salat stå for – om det så er til eller efter julemaden.

Salaten er vel egentlig en variant af en siciliansk appelsinsalat og står rigtig godt til fed julemad som and eller svin. Eller servér den som frisk frokostpust med lidt hvid fisk. Either way er salaten både nem og dekorativ og med garanti en crowd pleaser. APPELSINSALATAppelsinsalat med fennikel, oliven og mandler

2-3 saftige appelsiner
1 fennikel
1 lille rødløg
En lille håndfuld mandler
En lille håndfuld gode, sorte oliven (jeg brugte soltørrede oliven fra Grækenland)
Flagesalt
Den bedste olivenolie, du har mod på at ofre

Skær top og bund af appelsinerne og snit omhyggeligt skallen af med en skarp kniv, så du kun beholder det orange frugtkød. Skær appelsinerne i skiver på en halv centimeter. Fordel appelsinskiverne på et fint fad. Skær bunden af fenniklen og fjern evt. grimme blade. Skær fenniklen så tyndt som overhovedet muligt på et mandolinjern (og jeg mener det; skiverne skal være næsten så tynde, at de ikke hænger sammen). Anret fennikelskiverne i en fin lille bunke over appelsinskiverne. Skær rødløget i tynde skiver og kom over fadet. Rist mandlerne på en tør pande, til de akkurat dufter. Hak mandlerne groft og drys salaten med mandler og sorte oliven. Giv salaten lidt flagesalt og oliven og servér straks.

Madgrisen behøver i øvrigt slet ikke kød til denne ret, hvis det nu skal være. En risotto ville også blive glad for en legekammerat af denne kaliber. Hvis du bare sørger for at bruge lækre, saftige appelsiner, er der ikke mange middagsborde, som ikke bliver kønnere og dejligere af salaten her.

Hvad serverer du for både øjenenes og smagens skyld? (Og rigtig glædelig jul!)

/Madgrisen

Basilikumsirup

Madgrisen er i øjeblikket lidt besat af ting, som blander det søde og det salte køkken. Jeg synes der er noget enormt charmerende ved at udviske de ellers så hårdt optrukne grænser mellem måltiderne og teste grænserne for, hvad en forret, hovedret eller dessert i virkeligheden er. Det handler vel i virkeligheden om at tage ja-kokkehatten på og svare “Selvfølgelig!”, når nogen skeptisk spørger: “Men kan man virkelig det…?”

Og således blev det til, at Madgrisen lavede basilikumsirup. Basilikum er en af mine (en af alles) favoritkrydderurter, men dens alsidighed bliver desværre begrænset af, at de flestes fantasi rækker lige præcis til pesto, pizza, pasta – og ikke én centimeter mere. Men basilikummens fine aroma har meget mere potentiale, og – skulle det vise sig – kan sagtens begå sig i det søde køkken. BASILIKUMSIRUPBasilikumsirup

2 dl vand
1-2 dl sukker (alt efter hvor stor en sukkergris du er)
1 stort flot bundt basilikum

Kog vand og sukker op i en lille gryde og lad det koge let ind. Snit basilikumbladene i fine strimler og lad dem koge kort med i siruppen. Sluk for varmen og lad siruppen trække, til den er kold. Lad være med at si den; basilikumbladene bliver ved med at afgive smag.

Dryp siruppen over en kage (fx én, som er lavet på en anden ingrediens, som typisk hører hjemme i det salte køkken) eller en portion fuldfed flødeis (måske med et strejf af citrus?). Madgrisen forestiller sig også, at siruppen kunne være en ret fræk tilføjelse til en cocktail. Man kunne drømme sig væk til varmere himmelstrøj med en mojito lavet på basilikum i stedet for mynte, eller komme siruppen i en Moscow Mule (vodka, citrus, ginger ale). Ingefær og basilikum klæder hinanden bedre, end man skulle forestille sig.

Hvordan mixer du det salte og det søde køkken sammen?

/Madgrisen