Archive for maj 2013

Cocktail med rabarber, lakrids og vanilje

Madgrisen bliver helt og aldeles kulret af sommeren. Solskin eller sommertorden, 15 eller 30 grader – det er (næsten) komplet lige meget… For sommertid betyder rabarbertid.

Friske rabarber er uden tvivl én af mine yndlingsråvarer. Syrlig, sød og meget aromatisk. Madgrisen glæder sig til rabarbercrumble, rabarbermarmelade og rabarberis (!) hen over sommeren… De første rabarber jeg fik fingre i, valgte jeg dog at koge til saft, som efterfølgende blev shaket sammen med lakridspulver og vodka til en herlig læskende sag af en sommercocktail. Så er det nærmest ligegyldigt om det regner udenfor – der er i hvert fald solskin i dit glas! Madgrisen foreslår at imponere med drinken til grillfest i gården, på picnic (opbevar saft, booze og is separat og shake cocktails a la minute) eller bare fordi du får besøg af én, du holder af. RABARBERDRINKRabarbersaft og -cocktail
Opskriften giver ca. 1 liter saft

Rabarbersaft
1 bundt friske vinrabarber
1 citron
1 vaniljestang
Ca. 200 g rørsukker
1 liter vand

Til drinks
Vodka
Rålakridspulver (efter smag)
Citronskiver

Rens rabarberne og skær dem i tynde skiver. Skær citronen i skiver og flæk vaniljestangen. Kom alle ingredienser i en gryde og bring langsomt saften i kog. Lad saften koge stille og roligt i 10 minutter. Køl saften helt af, evt. natten over. Si saften og hæld den på en skoldet flaske. Når saften ikke bliver tilsat tilsætningsstoffer, kan den ikke holde sig så længe (hint: det gør den ikke either way, for den bliver drukket med det samme). Drik saften som den er med masser af is, eller lav en fræk sommercocktail ved at shake vodka, lakridspulver og is sammen og anrette i et glas med rabarbersaft og rigeligt ekstra citron. Madgrisen synes, at drinken indkapsler alt hvad der er smukt ved den danske sommer – sødme, solskin og den besnærende risiko for, at man bliver druknet af en skylle om fem minutter…

Hvad er din yndlings-sommerdrik?

/Madgrisen

Hjemmestegte tortillachips

Madgrisen elsker fedt og salt og knas. Fedt og salt og knas er tre nøgleord i opretholdelsen af min livskvalitet. Det gælder, når jeg er hyggesulten (hvilket jeg altid er), det gælder, når jeg har tømmermænd (hvilket jeg næsten altid har), og det gælder, når jeg egentlig ikke er sulten, men stadig har lyst til mad. Det er som om min mund keder sig uden mad. Og så skal den da underholdes.

Disse chips kan laves af mange slags tortilla-pandekager – men vælg nogen, som ikke i forvejen kun smager af pap. I denne omgang spiste jeg dem med salt og en rimelig svinsk sauce rørt af købeketchup og sriracha. Chipsene kan selvfølgelig pimpes med forskellige krydderier eller anrettes med smeltet ost, guacamole, en proper salsa og creme fraiche. En anden dip, som Madgrisen synes er ret fræk, er en dressing rørt af rygeost, creme fraiche, salt, peber og hakket purløg. Så keder din mund sig i hvert fald ikke længere!TORTILLACHIPSHjemmestegte tortillachips

3-4 tortillawraps af god kvalitet
Flagesalt
Rigeligt olie til stegning (jeg brugte solsikkeolie)

Skær eller klip wraps’ene ud i mellemstore trekanter. Varm godt med olie op i en gryde. Den skal være så varm, at den syder rundt om enden af en tændstik eller et grillspyd. Steg chipsene nogle få stykker ad gangen i 5-10 sekunder (no, really, det går virkelig hurtigt). Tag dem op med en hulske og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Giv dem godt med flagesalt og spis dem straks med din yndlingssauce. De kan ikke holde sig, så hold dig ikke tilbage med at spise op.

Hvad er din bedste jeg-er-ikke-sulten-men-jeg-er-lidt-sulten-alligevel-snack?

/Madgrisen

Hjemmelavede gnocchi med spinat og bacon

Madgrisen forstår vel egentlig godt fordelene ved halvfabrikata. Det er nemt, og man får ikke svinet hele sit køkken til. Og hvis man synes det er rigtig ufedt at lave mad, slipper man vel for noget af besværet.

Men Magrisen har så sandelig mere øje for fordelene ved at lave mad fra bunden. Det handler ikke kun om, at det er billigere (men det er det), eller at du slipper for et sandt overflødighedshorn af tilsætningsstoffer (men det gør du), eller at du er herre over hvordan din mad skal smage (men det bliver du – som jeg har skrevet om blandt andet her og her). For Madgrisen handler det om at komme i kontakt med sit måltid – og om at nyde at lave mad.

Det er nærmest terapeutisk for mig at lave gnocchi. Dejen er måske det lækreste, du nogensinde kommer til at have mellem hænderne, og det er intet mindre end fantastisk at se de små guldklumper blive til for øjnene af dig. Du kan vælge at koge dine gnocchi, hvis du har lyst – men jeg elsker dem allerhøjest, når de bliver stegt. Denne gang blev de stegt i baconfedt. Det smagte ligeså syndigt og fabelagtigt, som det lyder. GNOCCHI

Hjemmelavede gnocchi med spinat og bacon
Opskriften er til to personer

Gnocchi
2-3 bagekartofler (ca. 250 g skrællet vægt)
40-50 g hvedemel (omtrent en lille deciliter)
1 æggeblomme
Muskatnød
Salt og peber

Spinatsauté med bacon
2 håndfulde frisk spinat
En chunk kvalitetsbacon, ca. 150 g
2 fed hvidløg
Salt og peber

Prik kartoflerne med en gaffel og bag dem i ca. en time ved 200 grader. Halvér kartoflerne og skrab kødet ud af dem. Lad kødet køle lidt af og mos det grundigt. Bland kartoffelmos med mel og æggeblomme, til dejen ikke er klistret. Giv dejen salt, peber og reven muskatnød. Rul dejen ud til fire pølser og skær pølserne i bidder på ca. 2 cm.

Skær bacon i tern og steg det gyldent og sprødt på en varm pande. Tag baconen af panden. Gem lidt af baconfedtet. Steg gnocchi’erne i baconfedt ved lav varme, til de er gennemtilberedte og har fået fin stegeskorpe. Tag dem af varmen. Skyl og pluk spinaten og snit hvidløget fint. Sautér spinat og hvidløg i baconfedtet, til spinaten falder sammen. Anret gnocchi og bacon ovenpå spinaten og servér straks. Madgrisen kan ikke se sig helt fri for at have spist lidt (ca. 60%) af gnocchi’erne under tilberedning. Måske er det derfor jeg elsker at lave mad – fordi det oftest indebærer uendelige mængder af prøvebidder (tilsmagning er vigtigt, siger de kloge. Og Madgrisen er enig).

Hvordan spiser du helst gnocchi?

/Madgrisen

Mellemøstlig persillesalat med falafler

Madgrisen spiser nok i virkeligheden mindre kød end man umiddelbart kunne forvente. Kød er dyrt, når man helst spiser økologisk og forkælet kød. Og vigtigere end det: Kød er som sådan ikke nødvendigt for det gode måltid. Don’t get me wrong – Madgrisen er bestemt lykkeligst med trynen fyldt med svin eller oksemørbrad. Men en hverdagsaften eller en søndag eftermiddag med tømmermænd kan sagtens nydes fortræffeligt med grøntsager på tallerkenen. Det er hverken proteinindhold, fedtprocent eller animalsk/vegetarisk oprindelse, som bestemmer Madgrisens diæt. Det er, at maden smager fabelagtigt.

Denne salat er netop fabelagtig – fordi den er simpel og mættende og smager tæskegodt. Spis salaten med yoghurtdressing og chilisauce til, tag salaten med på picnic eller fyld den i et (hjemmebagt) pitabrød. Vegetarisk lykke til selv de mest carnivore iblandt os. FALAFELSALAT_Mellemøstlig persillesalat med falafler

Falafler
250 g kikærter, udblødt natten over
1 lille løg
2-3 fed hvidløg
Lidt bredbladet persille
Lidt frisk koriander
Salt og peber
Ca. 2 spsk. mel
Tørret chili efter smag
1 tsk. hel spidskommen
1 tsk. korianderfrø
Rigeligt olie til stegning

Persillesalat
1/2 agurk
En håndfuld cherrytomater
1 løg
Bredbladet persille
Salt og peber
Olivenolie
Citronsaft

Rist spidskommen og korianderfrø på en tør, varm pande, til de dufter. Stød krydderierne i en morter. Dræn vandet fra kikærterne. Hak løg og hvidløg groft og kom alle ingredienser i en food processor. Kør falafelfarsen fin og ensartet (tilsæt evt. lidt mere mel eller vand, hvis farsen er enten for våd eller for tør). Lad farsen hvile lidt.

Hak løg, agurk og tomater til fine tern (jo finere, desto bedre – men det kommer an på din tålmodighed). Vend grøntsagerne sammen med finthakket persille. Pisk en dressing af olivenolie, citronsaft, salt og peber. Smag til og vend dressing og salat sammen. Lad salaten hvile indtil servering.

Varm olien godt op i en gryde. Den skal syde rundt om spidsen af en tandstik. Form små, flade falafler med hænderne (jeg ejer desværre ikke et falafeljern, så jeg må bruge grabberne) og steg dem nogle stykker ad gangen i den varme olie. Det går ret hurtigt – hold godt øje med dem under stegning. Dryp falaflerne af på fedtsugende papir.

Anret falaflerne ovenpå salaten og servér straks med så mange saucer, at du skammer dig. Jeg synes ikke det er nødvendigt med brød til, men det er jo en smagssag. Madgrisen kan i øvrigt (som alt andet) lide sine falafler til den krydrede side. Du kan skrue op og ned for the burn hvis der er børn eller sarte sjæle i selskabet.

Hvad er din yndlingsret fra det mellemøstlige køkken?

/Madgrisen

Vietnamesiske forårsruller med demokratisk fyld

Madgrisen har aldrig oplevet at blive tvunget til at spise noget. Og det tror jeg har haft indflydelse på, hvor meget jeg elsker mad. Jeg tror ikke på trusler og tvang og “Du skal spise tre kartofler per frikadelle” (nej, ven, jeg skal spise ligeså mange frikadeller som jeg vil, hverken flere eller færre). Jeg tror på at spise af lyst – og jeg tror på demokratiske måltider.

Vietnamesiske forårsruller er netop efter min mening et demokratisk måltid. Mere eller mindre kræsne eller eventyrlystne middagsgæster kan selv fylde deres rispapirrulle med lige det, som de har lyst til. Og så er det virkelig hyggeligt at lave mad ved bordet og med fingrene. Husk servietter og sammensæt din aftensmad, præcis som du vil have den. VIETNAMESISKE FORÅRSRULLERVietnamesiske forårsruller med demokratisk fyld og hoisin-sauce

Forårsruller
1 pakke færdigkøbte rispapirplader
Gulerødder
Grønne asparges
Rød peberfrugt
Forårsløg
Avocado
Frisk koriander

Rejer
6-8 kæmperejer pr. person
Olie
Limesaft
Knust hvidløg

Hoisin-sauce
Færdigkøbt hoisin-sauce
Soja
Limesaft
Forårsløg

Pil skallen af rejerne og fjern deres tarm. Marinér rejerne i limesaft, olie og knust hvidløg (eller hvad du ellers har lyst til – længe leve selvbestemmelsen!). Rør hoisin-sauce med soja, fintsnittet forårsløg og limesaft. Smag til og stil til side. Rens grøntsagerne og snit dem i fine, slanke stave. Anret dem på et fint fad. Steg rejerne kort og hidsigt i olie på en hed pande. Servér ingredienserne til forårsrullerne, så I selv kan sammensætte jeres ruller. Hav en skål med vand til hver person, som rispapirsrullerne kan dyppes i. Madgrisen fylder selvfølgelig det hele og gerne alt for meget i rullerne, så de bliver svære at lukke og umulige at spise. Det er selvfølgelig op til jer, om I vil prøve at begrænse jer lidt.

Hvad er din yndlings lav-selv-ret?

/Madgrisen

Syndig chokoladekage med Snickers

Madgrisen kom vist til at spille rimelig hellig forleden og i dette indlæg proklamere, at jeg da i hvert fald ikke var en dessertgris. Det er måske ikke helt sandt. Jeg kan faktisk ret godt lide desserter, men jeg får ikke lavet dem så ofte. Måske fordi desserter ofte kræver præcision og mådehold under tilberedning – hvorimod Madgrisens kendetegn vel nærmest er det modsatte: Madlavning på gefühl og en “more is more”-tilgang til hvad, der kommer i gryderne.

Til tider trodser jeg dog mine instinkter og går i det søde køkken. Og jeg fortryder det aldrig – specielt ikke, når jeg så lader “more is more”-tilgangen til mad komme til udtryk i smør- og chokolademængderne, jeg tillader mig at komme i kagerne.

Denne kage er lavet efter brownie-princip og altså sejere i midten og sprødere i kanterne end en klassisk chokoladekage. Den indeholder meget smør og næsten intet mel og udgør derfor en proper mundfuld. Madgrisen anbefaler at servere kagen kold og i moderate mængder, så den ikke bliver for overvældende. CHOKOLADEKAGESyndig chokoladekage med Snickers

250 g smør
500 g mørk chokolade (så god som du har mod på at ofre)
3-4 æg
1 vaniljestang
2 dl hvedemel, ca. 110 g
3 dl sukker, ca. 250 g
2 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
2 store Snickers-barer (kan udelades… Men hvorfor i alverden ville du gøre det?)

Smæk Snickers-barerne i fryseren, så er de nemmere at arbejde med. Hak chokoladen sådan mediumfint. Gem ca. en tredjedel til fyld. Smelt smør og resten af chokoladen sammen i et vandbad (pas på, at der ikke kommer noget damp i blandingen – skålen skal altså være tætsluttende over gryden med vand). Lad chokoladesmørret køle lidt af. Rør æg, sukker og vaniljekorn sammen i en stor skål og bland en skefuld eller to af chokoladesmørret i. Rør det godt sammen og tilsæt resten af chokoladesmørret. Stil skålen til side. Bland 1 dl hvedemel, bagepulver og salt sammen og rør i chokolade-æggeblandingen. Tag Snickers-barerne ud af fryseren og skær dem i små tern med en savtakket kniv. Bland Snickers-tern, resten af den hakkede chokolade og den resterende 1 dl hvedemel sammen og vend det i dejen.

Forvarm ovnen på 175 grader (varmluft). Smør en springform med smør og drys den efterfølgende med mel. Bank overskydende mel fra og hæld dejen i springformen. Bank formen et par gange mod bordet for at slå evt. luftbobler ud af dejen. Bag kagen midt i ovnen i 50-60 minutter. Den skal have fin skorpe, men stadig føles snasket i midten. Lad kagen køle af (den falder sammen; det er meningen) og servér den til søde slikmunde, som ikke er fedtforskrækkede. Kagen holder sig et par dage på køl.

Hvad er din syndigste chokoladeopskrift?

/Madgrisen