Tag Archive for appelsin

Citrussalat med ristet kokos, mynte og lun vaniljesauce

Madgrisen spiser i virkeligheden ikke brunch specielt ofte. Jeg synes ikke, at udvalget på københavnske caféer er særlig ophidsende. Derudover er det mere reglen end undtagelsen, at Madgrisen har en anelse ondt i håret på en weekendformiddag, og så kan det være mere end uoverskueligt at indfinde sig på et overfyldt etablissement med mødregrupper, loungemusik og mindst ligeså tømmermændsramte tjenere.

Så vil Madgrisen i virkeligheden hellere lave brunchen selv. Jeg kan lide min brunch så enkel som muligt. Et blødkogt æg, en god salat, en kvalitetspølse, ost og godt brød. Masser af kaffe. Måske en croissant (helt sikkert en croissant). Hvis råvarerne er i orden, er der ingen grund til at gøgle rundt med vegetarpostejer, æggestand og andre uhyrligheder, man kan finde på byens brunchkort.

Salaten her ville gøre sig godt på ethvert brunchbord. Den er enkel og elegant i smagen og har alligevel noget dekadence over sig, hvis man er til den slags. Servér salaten for din tømmermændsramte ven, som skal af med eftersmagen af fernet branca i munden, for din veninde, som er på slankekur (lad være med at fortælle hende, at der er smør i saucen) – eller bare for dig selv, så en trist og grå januarmorgen kan få lidt farve og smæk på smagen. CITRUSSALATCitrussalat med ristet kokos, mynte og lun vaniljesauce

2 blodappelsiner
2 appelsiner
2 grapefrugter
En håndfuld grove kokosflager
Et par mynteblade
2 spsk. honning
4 spsk. smør
1 vaniljestang

Rist kokosflagerne på en tør pande, til de dufter og er blevet gyldne (det går ret hurtigt, så hold øje med panden og hold den i bevægelse). Skær smukke fileter af citrusfrugterne: Skær top og bund af og befri frugten for skal hele vejen rundt. Skær ind imellem lamellerne på citrusfrugten og vrist forsigtigt de rene fileter fra (pas på fingrene. Pas altid på fingrene). Anret de forskellige citrusfileter på en tallerken.

Kom honning, smør og vanilje i en lille gryde og varm forsigtigt saucen op, til smørret er smeltet og saucen har samlet sig. Hæld saucen over citrusfrugterne og drys ristet kokos og mynteblade over. Servér straks.

Madgrisen forestiller sig, at salaten også ville fungere skønt ovenpå yoghurt – eller sågar på en portion vaniljeis. Det ville nok også være spændende at eksperimentere lidt med smagsgiverne i salaten; erstat mynte med rosmarin eller drys lidt chili over salaten til sidst.

Hvad spiser du helst til brunch?

/Madgrisen

Appelsinsalat med fennikel, oliven og mandler

Madgrisen elsker julens fede og overgjorte måltider. Det er bestemt rigtigt, at man føler sig kørt over af en bus fyldt med ænder, svin, fedt og sukker efter en proper julemiddag. Men skal det være, så lad det være. Spis, til du skammer dig. Og skam dig først i morgen. Det sker jo kun én gang om året. Eller to. Eller…

Alligevel er det rigtig dejligt med et afbræk og en snert af friskhed. Det er sgu ikke for at vende julefedtet ryggen eller for at prædike variation i kosten for jer (det må nogle andre gøre, og på et andet tidspunkt end midt i risengrøden). Det er bare sådan, at ethvert måltid, om det så er julefedtet eller ej, godt kan bruge et skud saftig kontrast. Og det kan denne lille fikse salat stå for – om det så er til eller efter julemaden.

Salaten er vel egentlig en variant af en siciliansk appelsinsalat og står rigtig godt til fed julemad som and eller svin. Eller servér den som frisk frokostpust med lidt hvid fisk. Either way er salaten både nem og dekorativ og med garanti en crowd pleaser. APPELSINSALATAppelsinsalat med fennikel, oliven og mandler

2-3 saftige appelsiner
1 fennikel
1 lille rødløg
En lille håndfuld mandler
En lille håndfuld gode, sorte oliven (jeg brugte soltørrede oliven fra Grækenland)
Flagesalt
Den bedste olivenolie, du har mod på at ofre

Skær top og bund af appelsinerne og snit omhyggeligt skallen af med en skarp kniv, så du kun beholder det orange frugtkød. Skær appelsinerne i skiver på en halv centimeter. Fordel appelsinskiverne på et fint fad. Skær bunden af fenniklen og fjern evt. grimme blade. Skær fenniklen så tyndt som overhovedet muligt på et mandolinjern (og jeg mener det; skiverne skal være næsten så tynde, at de ikke hænger sammen). Anret fennikelskiverne i en fin lille bunke over appelsinskiverne. Skær rødløget i tynde skiver og kom over fadet. Rist mandlerne på en tør pande, til de akkurat dufter. Hak mandlerne groft og drys salaten med mandler og sorte oliven. Giv salaten lidt flagesalt og oliven og servér straks.

Madgrisen behøver i øvrigt slet ikke kød til denne ret, hvis det nu skal være. En risotto ville også blive glad for en legekammerat af denne kaliber. Hvis du bare sørger for at bruge lækre, saftige appelsiner, er der ikke mange middagsborde, som ikke bliver kønnere og dejligere af salaten her.

Hvad serverer du for både øjenenes og smagens skyld? (Og rigtig glædelig jul!)

/Madgrisen