Tag Archive for fløde

Kantareller en creme

Madgrisen elsker ord næsten lige så højt som mad. Ord har den smukke og vilde egenskab, at de kan vække ting til live ved deres blotte tilstedeværelse. Lyt til et ord og hør, hvad det har at sige til dig: Mormor. Sommerhus. Godnathistorier.

Madgrisen har mange yndlingsord (nogle af dem er lidt for naughty til at blive nævnt her). Ét af dem er creme. Creme er et ord, der lyder som det føles og smager og dufter. Og creme er en del af navnet på en af de enkleste og smukkeste retter, jeg kender. Kantareller en creme. Navnet bærer på et løfte, som retten til fulde indfrier. Navnet er, ligesom retten, blød og venlig og en lille smule gammeldags. Og Madgrisen elsker både navnet og retten.

Jeg synes ikke, man skal fifle rundt med denne slags klassiske anretninger. Javel, det er sjovt at putte lakrids i sine gryderetter eller bacon på sin isanretning. Men nogle retter er fuldkomne i sig selv, og dem skal man lade være. Kantareller en creme er én af den slags retter. Køb de bedste kantareller, du kan komme i nærheden af. Og servér den lille himmerigsmundfuld som frokostret med en lille salat eller som forret på et fransk eventyr af de allerbedste. Og lyt til ordet, mens du smager på den bløde sauce med den fine svampesmag. Retten lyder nemlig ligeså godt, som den smager. KANTARELLERKantareller en creme

Ca. 150 g friske kantareller
1-2 stykker godt, solidt hvedebrød
1 fed hvidløg
1-2 dl piskefløde (endnu et yndlingsord)
Smør (det absolutte yndlingsord)
Lidt frisk timian
Et skud citronsaft
Salt og peber

Børst svampene fri for jord med en lille børste (vask aldrig kantareller, de suger væske til sig ad helvede til og bliver soggy og kedelige af det). Del evt. de større svampe i et par stykker. Snit hvidløget i ganske tynde skiver. Steg svampene af i lidt smør på en varm pande, til de krymper lidt sammen og dufter af skovbund. Tilsæt hvidløgsskiver og lad dem karamelisere let. Hæld fløde på og lad herligheden koge ind, til svampesaucen er tyk og smuk og glider dovent af en ske. Smag til med salt, peber og citronsaft til allersidst.

Rist brødskiverne på en grillpande eller brødrister. Anret de cremede kantareller over brødet og drys lidt frisk timian over. Svampetoasten skal serveres straks og nydes bedst med et glas hvidvin og det bedste selskab, du kan opdrive. Madgrisen har svært ved at tro, at det bliver meget bedre end dét.

Hvad er dit yndlings(mad)ord?

Madgrisen

Fiskefrikadeller med forårsløg og fløde

Det er ikke nogen hemmelighed, at Madgrisen elsker frikadeller. Det gælder i høj grad også fiskefrikadeller. For mig er en ordentlig fiskedelle rørt af en findelt fars og stegt i smør. Grove, blegstegte deller er no fun og sikkert grunden til, at folk ikke får spist nok fisk. Og for nu at leve op til mit grisede omdømme kan jeg godt finde på at røre piskefløde i farsen. Disse fiskefrikadeller blev lavet af en blanding af laks og torsk, rørt med fløde og forårsløg og serveret med en helt enkel salat af agurk, avocado og limesaft. Når dellen er fuldfed og tilfredsstillende i sig selv, er der ikke brug for at drukne den i mistænkelig remoulade. Hellere tage på af kvalitetsfedt, som du bliver lykkelig af at spise, end at fylde din krop med skidt og møg og tilsætningsstoffer, som du får ondt i maven og sjælen af (bare kald mig helseguru). Fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller med forårsløg og fløde
Opskriften er til to-tre personer

500 g fisk uden skind og ben, halvt torsk, halvt laks
1-2 forårsløg
1 æg
2 spsk. mel
Fløde (og evt. lidt mælk til at spæde til med)
Salt og peber
Smør

Avocado-agurkesalat
2 avocadoer
1/2 agurk
Limesaft
Salt

Skær fisken i grove tern og blend den med hakket forårsløg, æg, mel, salt og peber. Rør farsen lind med fløde – giv den evt. også lidt mælk, hvis du får samvittighedskvaler. Lad farsen hvile på køl en times tid og steg tresidede deller i smør på en pande over middellav varme.

Skær agurken i tern. Flæk avocadoen, skrab kødet ud og skær det i tern. Vend avocado og agurk med limesaft og salt. Servér dellerne med den simple salat eller lav luksussmørrebrød af dem med citronskiver og pickles. Spring on a plate!

Hvad er dit yndlingstilbehør til fiskefrikadeller?

/Madgrisen