Tag Archive for krydderurter

Ceviche af laks med krydderurter og ærteskud

1Madgrisen er stadig på sommerferie… I hvert fald oppe i hovedet. Sommeren har været fyldt med både dejlige og krævende gøremål og en del planlægning af et eventyr, som jeg skal på her i efteråret. Nu er der kommet lidt mere ro på, og jeg er kommet i tanke om, at jeg har en blog, som trænger til at blive fodret. Jeg tror, at en lækker lille ceviche er præcis den snack, som bloggen mangler.

2Ceviche er på det nærmeste en peruviansk nationalskat. Traditionelt laves den med fast, hvid fisk, som konserveres i en kradsbørstig marinade, som både køler og opfrisker i et varmt klima. Denne udgave er tilpasset lidt mindre eventyrlystne smagsløg (den slags findes der en del af i Madgrisens omgangskreds) og er desuden en meget smuk ret (hvis nu jeg selv skal sige det, og det skal jeg åbenbart). Brug de krydderurter, som du bedst kan lide; jeg brugte persille, purløg og dild, og det smagte af solskin og lyse nætter. Marinaden, som fisken (kort) fik lov at svømme rundt i, blev lavet på citronsaft, hvidløg, chili og ingefær. Det lyder måske voldsomt og som om det kommer til at overdøve fiskens fine smag, men fisken trækker kun kort i marinaden, så ingen af smagsnoterne kommer til at virke for overdøvende. Retten kan godt virke lidt omstændig at lave, men de fleste arbejdsgange er faktisk ret simple, så der er relativt billige bling-points at score, hvis du serverer retten for gæster, som skal imponeres.

De smukke billeder er endnu engang leveret af Anne Marie Jørgensen, hvis andre foto-tryllerier du kan finde her.

3Ceviche af laks med krydderurter og ærteskud
Forret til 2 personer

200 g god, fast laksefilet uden skind i ét reelt stykke
2 citroner
1 fed hvidløg
1 lille knold ingefær
1 lille rød chili, ikke for stærk
Salt
Ca. 2 dl blandede krydderurter (jeg brugte persille, purløg og dild)
En håndfuld feldsalat
En håndfuld friske ærteskud

Tjek fisken for ben og skær den ud ensartede klodser på ca. 2×2 cm. Flæk hvidløget. Hak ingefær og chili grodt. Rør en marinade af citronsaft, hvidløg, ingefær, chili og salt. Kom lakseklodserne i en lille beholder og overhæld dem med marinade. Tjek at fisken er fuldstændig dækket af marinade, luk beholderen og lad fisken trække max. 10 minutter. Fiskens overflade bliver “tilberedt” af syren fra citrussaften og bliver mælket i farven, mens kødet stadig er råt i fiskens midte. Dup lakseklodserne tørre.

Skyl og afdryp krydderurter, salat og ærteskud. Hak krydderurterne så fint, som du overhovedet har tålmodighed til. Pluk salater og ærteskud og anret dem på en tallkerken eller skål. Rul lakseklodserne i hakkede krydderurter, så de er helt dækket af et fint, grønt lag (det kræver lidt tålmodighed). Placér forsigtigt de grønne terninger ovenpå salaten og pynt med ekstra ærteskud. Servér som forret med lidt bobler on the side.

Konceptet med ceviche kan varieres på forskellige måder. Faste, hvide fisk er også gode at bruge, fx torsk eller kuller. Krydringen af marinaden kan også drejes i forskellige retninger, og du kan bruge forskellige slags citrussaft (evt. blandet, fx grape- og limesaft sammen). Nogle skærer deres fisk ganske tyndt ud og opnår dermed en mere gennemtrængende marinering. Så længe du tænker enkle, friske smagskombinationer og vælger en fisk, du godt kan lide, er der meget lidt, som kan gå galt.

/Madgrisen

Pasta primavera med ærter og urtericotta

Madgrisen har det svært med diæter. For det første tror jeg ikke rigtig på hele ideen med at skulle sætte faste grænser for, hvad man må spise. For det andet indebærer diæter altid, at der er noget, man ikke må spise – og når man elsker al slags mad, er det et stort problem.

Madgrisen har nedskudt utallige sundhedstrends, fordi de blacklister pasta. Pasta er rig på kulhydrater, ja, og gluten, ja, og ikke særlig mange fibre, nej. Men pasta er et grundstof i rigtig mange af Madgrisens yndlingsretter og et væsentligt element i opretholdelsen af Madgrisens livskvalitet. Det er retten her et rigtig godt eksempel på.

Pasta er unægteligt sjovest, når der er sauce til. I denne ret bliver saucen skabt af den urtede, aromatiske ricottaost, som smeltes af den varme pasta og lægger sig om den som en cremet dyne. Som et tæppe af ostet kærlighed. Som en kappe af smeltede solskinsstråler.

På trods af sine mange kvaliteter kan pastaretten bikses sammen for ingen penge og på under et kvarter. Det er en lille smuk frokostret, som klæder enhver forårsdag. PASTAPRIMAVERAPasta primavera med ærter og urtericotta

1 pakke frisk pasta (alle slags kan bruges, så længe kvaliteten er i orden)
1 håndfuld friske eller frosne ærter
5 spsk. ricottaost
En håndfuld friske krydderuter (jeg brugte basilikum, brøndkarse og purløg)
1 lille fed hvidløg
1 citron
God olivenolie
Salt og peber

Kog pastaen al dente efter anvisning på pakken (altså: kog den 1-2 minutter kortere tid, end pakken anviser) i rigeligt velsaltet vand (pastakogevand skal smage ligeså salt som havvand). Kom evt. de frosne ærter i bunden af sigten, så de optøes, når du hælder pastavandet fra. Vend ærter og pasta sammen og dryp med citronsaft og olivenolie. Skyl og afdryp krydderurterne og hak dem groft. Vend de hakkede krydderurter i ricottaosten sammen med revet hvidløg og citronskal. Smag osten til med salt og peber.

Anret ærtepastaen i dybe tallerkener og læg en generøs klat urtericotta ovenpå. Giv retten ekstra citronsaft og olivenolie og servér pronto.

Madgrisen synes, at retten er fuldendt i sig selv, men selv fuldendte retter kan varieres. Friske asparges, friskpillede rejer eller måske fnitskårne sukkerærter ville garanteret smage skønt i retten, og krydderurterne kan også udskiftes med andre slags. Så længe du tænker frisk, sprødt og sart, når du bygger videre på retten, skal det nok ende lykkeligt alt sammen.

Hvilken pastaret spiser du, når det skal være billigt, hurtigt og lækkert?

/Madgrisen

Kammuslinger med blomkålspuré og urtevinaigrette

Madgrisen laver sjældent mad for andet end fornøjelsens skyld. Det gør jeg til gengæld stort set hver dag. Om jeg smører mig en late night ostemad eller tilbereder et stort middagsmåltid er motivationen bag måltidet altid, at jeg nyder at lave mad næsten lige så meget, som jeg elsker at spise mad. And then again: Nogle gange laver jeg mad for at imponere. Det hænder, at jeg får gæster, som jeg har lyst til at begave med et måltid, eller som jeg skal pisse banen af over for, eller som jeg gerne vil have et kys af. Det er ikke fordi, at jeg nødvendigvis gør mig mere umage med den slags måltider (jeg synes, man skal gøre sig umage med alle måltider, selv ostemadderne midt om natten), men jeg tænker mere over måltidets visuelle impact og bruger også gerne lidt flere penge på luksuriøse ingredienser. Denne ret laver jeg, når jeg skal imponere (eller når jeg har lyst til den; simple as that). Kammuslingernes milde smag og den bløde puré spiller rigtig fint sammen og urtevinaigretten – denne gang af dild, purløg og kørvel – giver karakter og temperament til retten. Prøv den næste gang du skal imponere – om ikke andre, så i hvert fald bare dig selv.

KAMMUSLINGERKammuslinger med blomkålspuré og urtevinaigrette
Frokost eller let middag til 2 personer

3 kammuslinger pr. person (få din fiskehandler til at rense dem og fjerne lukkemusklen for dig)
Salt
Smør

Blomkålspurè
1-2 grønne blomkål
2 dl mælk
2-3 spsk. smør
1 fed hvidløg
Citronsaft
Salt og peber

Urtevinaigrette
En god, kompakt håndfuld krydderurter (jeg brugte dild, purløg og kørvel)
Olivenolie
Citronsaft
Salt

Skyl og afdryp krydderurterne grundigt. Blend dem med olivenolie, citronsaft og salt. Smag til og stil til side.

Del blomkålen i små, fine buketter. Kom blomkål, mælk, 1 spsk. smør og det hele hvidløgsfed i en gryde. Bring sagte gryden i kog og lad den simre ved helt lav varme i 8-10 minutter, eller til blomkålsbuketterne er møre. Tag hvidløgsfeddet op og kassér det. Kom broccolibuketterne i en blender med 2 spsk. smør og en anelse af mælken og kør puréen blød. Tilsæt lidt mere mælk, hvis det er nødvendigt, men pas på, at puréen ikke bliver til suppe. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Dup kammuslingerne tørre og drys med lidt salt. Varm en pande hidsigt op og giv den en klat smør. Steg kammuslingerne et halvt til et helt minut på hver side. Det lyder ikke af meget, men det er sørgeligt og spild af smukke råvarer at servere skamstegte muslinger.

Anret puréen i en smuk skål og læg en klat krydderurtevinaigrette ovenpå. Sæt forsigtigt kammuslingerne på puréen og servér straks med kølig hvidvin og beamende stolthed.

Hvad serverer du, når du skal imponere dine gæster?

/Madgrisen